| E3: Sonys pressekonference |
| Skrevet af Mikkel Winther |
| Torsdag, 17. juni 2010 08:57 |
|
Sony slutter vanen tro E3 konference-showet af, og det er med spil, 3D og meget mere 3D. Hvis der var en ting der kategoriserede Sonys E3 konference, så var det 3D. Der blev snakket 3D fra første sekund Jack Tretton indtog scenen, hvor han understregede at Playstation 3 er den eneste konsol hvor alle maskiner er i stand til at fungere i 3D. Det blev ganske hurtigt demonstreret med en gameplay-demonstration af Killzone 3 i 3D. Gameplayet i Killzone 3 ligner sig selv. Det bevæger sig stadig en smule langsommere, og mere metodisk end Call of Duty, og spillet ser stadigvæk ubeskriveligt godt ud. De nye ting er dog miljøerne, der er markant større og selvfølgelig de vidunderlige jetpacks. De giver en helt ny dimension til spillets gameplay, idet at du nu kan bevæge dig op og udenom fjender, hvilket i demoen skabte en langt mere dynamisk kamp, idet spilleren kunne hoppe op på toppen af en bygning, og dermed få fordelen i en kamp hvor man ellers ville være i store problemer. Efter afslutningen af demoen kunne Guerilla Games annoncere at spillet ville være i vores hænder i løbet af februar måned næste år, og at spillet vil være kompatibelt med Playstation Move.
Efter Killzone 3-D demoen blev det tid til et par andre 3D spil. Det første var en genudgivelse af de gamle Sly Cooper Playstation 2 spil, der nu vil blive samlet på en enkelt Blu-ray skive, og modificeret til at blive spillet i 3D. Der blev ingen demonstration givet, men blot en lille hurtig annoncering af projektet sammen med en masse andre titler, som vi allerede kendte til.
Efter alt 3D snakken blev det tid til at fokusere på Sonys anden teltpæl – Move. Sonys store satsning i krigen mod Microsoft og Kinect blev fulgt til dørs af en meget lang salgstale om at dette er den mest præcise måde at opleve spil på. Det blev understreget af et helt nyt Move spil kaldet Sorcery. Spillet er basalt set Harry Potter uden at være Harry Potter. Du spiller en troldmandslærling, der skal forhindre noget grusomt i at ske ved at udføre magi. Move controlleren indtager i Sorcery dets naturlige rolle som en tryllestav, med den kan du kaste trylleformularer, og endda kombinere dem til at udføre stor skade på spillets fjender. Under demonstrationen af spillet, så vi hvordan du kan kombinere en tornado med ild, og dermed skabe seriøs destruktion omkring dig. Sorcery udkommer i løbet af foråret 2011. Den næste præsentation var en smule mere jordnær end troldmænd og magi. EA indtog nemlig scenen med Tiger Woods 11, og fremviste dets Move funktionalitet. Spillet så ud til at fungere præcis som du ville forvente det. Der var en-til-en kontrol over golfkøllen, hvilket giver større kontrol over spillet, og hvordan man vil håndtere hver enkelt bold. Tiger Woods 11 vil understøttes via en kommende gratis-opdatering til spillet.
Efter en tur i sportslandet kunne Sony annoncere deres nyeste platformstitel, Heroes on the Move. Spillet er selvfølgelig bygget til Playstation Move, og er et eventyr der samler alle Sonys bedst kendte platformshelte; Jak, Daxter, Ratchet, Sly Cooper og Clank. Sony fremviste en kort trailer, og lovede vi ville høre meget mere om spillet i løbet af året. Efter det mere seriøse, så blev det tid til aftenens komiske indslag. Kevin Butler er blevet berømt, og berygtet, for hans lige-på-og-hårdt-attiude, der har skabt en masse god omtale for Sony gennem de sidste otte måneder. Han indtog E3 scenen med charme, og tilsvininger af Microsoft Kinect, hvorefter han styrede direkte over i en fem minutters lang tale om at det er sejt at spille spil, og Move er genialt. Efter Kevins fine tale blev det til nogle kolde facts. Playstation Move udkommer herhjemme den 15. september, Move controlleren vil blive solgt alene, eller i en pakke med et spil og Playstation Eye kameraet. Der vil også være en samlet pakkeløsning med konsol og Move. Hvis du køber Move controlleren, skal du dog også ud og investere i en Sub-controller, så du kan kontrollere spil som Killzone 3 og SOCOM 4. Den vil blive solgt helt for sig selv, og ikke være en del af nogen pakkeløsning.
Efter alt snakken om Playstation 3 skulle Sony også minde alle om, at de også har en håndholdt konsol. Der blev annonceret et par enkelte nye PSP spil, hvoraf de fleste af dem allerede er udgivet i Europa. En overraskelse var der dog i form af Patapon 3, og en trailer fra God of War: Ghost of Sparta. Til sidst annoncerede Sony en ny marketingskampagne for PSP, som har en ung udgave af Kevin Butler ombord.
Efter en kort visit i PSP-land blev det tid til at vende tilbage til Playstation 3. Media Molecule indtog scenen og gav en lang præsentation af LittleBigPlanet 2 og dets fokus på at spillerne kan skabe lige hvad de vil, og denne gang ikke kun indenfor rammerne af et platformsspil. Der blev demonstreret hvordan der kunne konstrueres rollespil, strategispil og kørespil med LittleBigPlanet 2’s unikke værktøjer.
Efter præsentationen af LittleBigPlanet 2 indtog Jack Tretton igen scenen for at snakke om den næste udvidelse til Playstation 3. Den har fået navnet PlaystationPlus og vil være en betalt service, der vil give brugeren et gratis Playstation Network spil om måneden, PS1 spil og Playstation Minis. Udover det vil der være unikke tilbud, ekstra funktioner og en forbedret online oplevelse for dem som skriver sig op til servicen. PlaystationPlus lanceres i slutningen af måneden, og vil være prissat i samme område som Xbox Live. Overraskelserne stoppede dog ikke her. For efterfølgende kunne Sony annoncere at Electronic Arts holder rigtig meget af dem. Faktisk så meget at Playstation 3 ejere vil få en eksklusiv udgave af det næste Medal of Honor, der vil komme med en ny og forbedret udgave af Playstation 2 spillet Medal of Honor: Frontlines. Efter EA’s to annonceringer blev alting sort, og en meget velkendt stemme kunne høres i mørket. GLaDOS bad alle om at forholde sig i ro, og gøre klar til at modtage deres overraskelse. Efterfølgende vandrede Gabe Newell på scenen for at annoncere at Portal 2 nu udkommer på Playstation 3. Gabe Newell har gennem de sidste mange år været ganske ærlig omkring Playstation 3, og sagt det er en elendig konsol. Men Newell lovede at Playstation 3 udgaven af Portal 2 vil blive den definitive udgave af spillet, og det vil endda inkorporere Valves egen Steamworks service. Omfanget af hvad Valve vil implementere fra Steamworks er dog endnu usikkert. Efter Gabe Newell havde forladt scenen startede det store eksklusivitets-tog, og Sony kunne annoncere at Mafia 2 vil få eksklusivt gratis DLC på Playstation 3, og at Assassins Creed: Brotherhood vil være det eneste sted hvor multiplayer-betaen af spillet vil foregå. Efterfølgende kunne Jack Tretton annoncere at Gran Turismo 5 nu langt om længe har en udgivelsesdato der lyder på november 2010.
Med annonceringen af årets mest ventede bilspil bag sig, kunne Jack Tretton rette folks opmærksomhed mod den første trailer fra InFamous 2 der viste en ny og redesignet Cole hoppe rundt i en New Orleans inspireret verden. Vi fik også et kort indblik i Coles nye evner til at håndtere is, såvel som lyn. InFamous 2 udkommer i 2011. Efter InFamous 2 traileren så det ud til at alting var ved at være slut. Indtil Jack Tretton sagde, at han havde en sidste lille overraskelse til os. Dagens sidste trailer viste sig at være for et nyt Twisted Metal, og efter vi havde set Sweet Tooth sætte ild til sig selv, vandrede David Jaffe på scenen og annoncerede at hans firma EatSleepPlay stod bag produktionen (samtidig blev det også meget tydeligt at han er jordens største løgner, eftersom han gang på gang har afvist at han var i gang med et Twisted Metal).
En trailer var dog ikke nok for Jaffe, og de gik efterfølgende i gang med en gameplay-demonstration af spillets multiplayer-del. Den indeholdt både det typiske alle-mod-alle, men også et objektbaseret spil, hvor du skulle kidnappe det andet holds leder, og ofre vedkommende til et missilaffyringsapparat (ja virkelig, de kastede lederen ind i maskinens åbne mund der spyede ild). Spillet lignede Twisted Metal som vi kender det, og med 16 spillere online, introduktionen af helikoptere og spillets unikke form for humor, kunne dette meget vel gå hen og blive seriens længe ventede tilbagevenden til rampelyset. Twisted Metal udkommer i 2011. Og med det kunne Jack Tretton sige tak for i dag, og kræve de mange hundrede 3D briller tilbage fra publikum.
|
| Senest opdateret: Torsdag, 17. juni 2010 09:54 |







