| GC10: War in the North |
| Skrevet af Christian Johansen |
| Tirsdag, 31. august 2010 14:48 |
|
Kender du det? Man kravler ud af sengen om morgen. Gulvet er koldt. Knæene er slatne. Toupeen sidder skævt. Knækbrødet er blødt. Det eneste man rigtig har lyst til er at HUGGE HOVEDET AF NOGEN ORCER OG BORE SIT SPYD IND I MAVEN PÅ EN TROLD!!! …ahem… Heldigvis er der håb forude for de knap så morgenfriske. Selvom du måske troede at Tolkiens verden lå lidt i dvale, indtil de finder ud af hvem der skal tage sig af Hobbitten, så holder Snowblind Studios gryden i kog, med et klassisk Hack ’n’ Slash epos i form af Lord of the Rings: War in the North.
Lord of the Rings: War in the North er et action-eventyr for 1-3 spillere. Du kan spille det alene og din venner kan hoppe ind og ud som det passer dem. Spillet foregår i Den tredje Alder, men i den nordlige del af Midgård, hvor de gode kræfter selvfølgelig også har problemer med Sauron.
Snowblind Studios er kendt for blandt andet Dark Alliance og Champions of Norrath og det lægger naturligvis op til at spørge om War in the North ”bare” er endnu et Hack ’n’ Slash? Svaret er både ja og nej. Spillet bygger naturligvis på den rige baggrund der er i Tolkiens verden og de dramatiske begivenheder der foregår på netop samme tid som spillet. Det betyder at vi får en ordentlig historie, kendte personer fra bøgerne, dialog-træer der er med til at bevæge historien i forskellige retninger og mod forskellige slutninger, et episk soundtrack der er Howard Shore værdigt og ikke mindst diorama-agtige kulisser, med baggrund i The Grey Mountains, Mirkwood og The Barrow Downs.
På den anden side så fornægter arven fra Dark Alliance sig ikke. Ja, der er hundredvis af ækle fjender som bare skal ha’ med økserne. Ja, der er masser af guld samt våben, rustning og magiske ting, som du kan udstyre din helt med eller sælge dem eller bytte dem med dine to venner. Nu vi er ved venner, så kan spillet som nævnt nydes sammen, af op til tre personer, hvor to af dem kan spille på samme fjernsyn, i splitscreen, mens den tredje sidder ude på det store Internet. Eller alle tre kan koble sig sammen via nettet. Spillet er bygget op, så det er en fordel hvis spillerne arbejder sammen og kombinerer deres forskellige evner.
War in the North er absolut voldeligt og ganske blodigt, og skulle være det første Lord of the Rings-spil som er mærket ”kun for voksne” (Hvilket betyder 18+ her hjemme). Lord of the Rings: War in the North udkommer til PC, Playstation 3 og Xbox 360 i 2011 Besøg spillets hjemmeside
|





