Joomla! AddThis

Home icon Home»Nyheder»GamesCom 2010»GC10: Need for Speed Hot Pursuit
GC10: Need for Speed Hot Pursuit
Skrevet af Mikkel Winther   
Mandag, 06. september 2010 15:54
Criterion Games har gennem de sidste to generationer af konsoller slået sig selv fast som værende kongerne af arcade-ræs. Burnout serien har taget alt og alle med storm, og gennem årene har de opnået en nærmest guddommelig status indenfor genren. I år vandrer briterne dog udenfor deres vante rammer, og prøver kræfter med Need for Speed-serien.

Need for Speed Hot Pursuit 

Dette års spil i serien har fået undertitlen Hot Pursuit, og som Criterion understregede under præsentationen af spillet, så er det for at signalere, at de går tilbage til rødderne. Tilbage til det som gjorde Need for Speed til en helt unik oplevelse på markedet. Kort sagt, så er politiet tilbage i stor stil.

Need for Speed Hot Pursuit 

At bringe politiet tilbage til spiloplevelsen er nok den mest tydelige indikation på, hvorhen Criterion vil med dette spil. Det handler ikke om at sidde og pille med bilerne i garagen, køre realistiske ræs på virkelige baner eller deltage i ulovligt gade-ræs. Need for Speed: Hot Pursuit er mere eller mindre Burnout i forklædning. For når du kører hen ad de snævre veje i bjergene, med politihelikopteren lige over dit hoved og rivalen ved din side, er det lige så meget et Burnout spil som et Need for Speed spil du har fingrene i.

Need for Speed Hot Pursuit 

Farten, tempoet og den generelle aggressivitet man kan udvise overfor ens modstandere, er meget lig den der eksisterede i Burnout 3 og Burnout Revenge, mens den visuelle stil, politiet og attituden er som taget ud af de gamle Need for Speed spil.
Politiets rolle i Hot Pursuit er todelt. I de almindelige ræs, hvor du kører med andre fartgale tosser, så fungerer de primært som et forstyrrende element imens du kører af sted. Mens et løb er i gang, så kan du optjene point, og de kan så udveksles til forskellige former for politiangreb. Der er den klassiske politihelikopter, der vil smide en EMP bombe, som midlertidigt sætter alles motorer ude af drift, der er muligheden for at blokere politiets egne radar, så de ikke angriber dig i en kort periode og så er der selvfølgelig også muligheden for at lægge pigge på vejene, hvilket sætter en effektiv stopper for ens modstandere.

Need for Speed Hot Pursuit 

Den anden variation af politi er, når en anden spiller hopper i politibilen, og aktivt skal prøve og sende dig ud i rækværket så hurtigt som muligt. Her er det meget mere en-mod-en, end det er en stor forsamling af biler der kører mod hinanden, og det giver en helt anden dynamik til oplevelsen.

Need for Speed Hot Pursuit 

Fælles for dem begge er dog, at det er voldsomt intenst. Specielt i de almindelig løb, hvor det hurtigt eskalerer med flere og flere politibiler, kampen om at nå førstepladsen og undgå fælder der bliver smidt på vejen. Du er konstant engageret i et eller andet, og det er uanset hvor i feltet du er placeret, hvilket gør det til en konstant underholdende oplevelse. Gameplaymæssigt så føles styringen som Burnout 3. Bilerne er en smule tungere end de mere lette og spinkle, der blev introduceret i Revenge og Paradise, hvilket gør kunsten at drifte en smule mere krævende. Burnout rødderne er dog stadig at spore, idet det stadig er muligt at skubbe nok til bilerne omkring en og sende dem væltende rundt på vejen med knust karrosseri.

Need for Speed Hot Pursuit 

Hot Pursuit vil selvfølgelig have både multiplayer og singleplayer (hvor du skifter mellem både politi og racerkører), men spillets store innovation er i dets meta-spil i form af Autolog. Dette er basalt set en form for Facebook til Need for Speed. Det holder øje med ens forskellige tider, biler, billeder og venner. Det hele samles så på hovedmenuen i spillet, hvor du konstant bliver opdateret med information, som at dine venner har slået din bedste tid på en bestemt bane, hvor langt de er kommet i spillet eller bare publicerer en statusopdatering fra dem. Ideen er at ved at have dette asynkrone frem og tilbage med at slå hinandens tider, kan du spille multiplayer uden faktisk at spille multiplayer mod andre mennesker. Det er endda muligt at opsætte forskellige udfordringer som ens venner kan inviteres til, og som sådan kan der afholdes små ”turneringer” i hvem der kan få den bedste tid på en specifik bane indenfor eksempelvis tre dage. Potentialet i Autolog virker stort, og med muligheden for at Criterion kan lave specifikke opgaver, der gælder for alle, i bestemte tidsintervaller kan give spillet en masse ekstra levetid.

Need for Speed Hot Pursuit 

Need for Speed: Hot Pursuit virker til at være meget mere end bare endnu et Need for Speed, og det giver indtrykket af at være kulminationen af alt det Criterion har lært gennem Burnout årene, og alt det de gerne ville gøre, men som ikke kunne få lov til grundet Burnouts restriktioner. Det er en smeltedigel af alt det som kunne være sjovt i et bilspil.

Need for Speed: Hot Pursuit udkommer den 18. november på PC, Playstation 3, Xbox 360 og Wii.

Besøg spillets hjemmeside