… … en del år senere. Soul Calibur V er på trapperne og de glade drenge fra Namco vil så gerne fortælle om spillet og have at de tilstedeværende journalister prøver kræfter med det og mod hinanden. Der er mange om buddet, men det lykkedes mig dog at få ydmyget en italiener, som på behørigvis bliver pisket af banen af Ivy (nej, nej, jeg spiller hende ikke blot for at se hendes stramme blonde korset).

Et af salgsargumenterne for Soul Calibur V er at spillet er hurtigere end 4’eren og jeg må sige at der er noget om snakken. Det glider gnidningsfrit og uden at hakke, selvom det er en tidlig udgave vi har i hånden. Det er desværre ikke alle moves og combos der er afsløret endnu, men det gør nu ikke så meget, der var rigeligt at svinge pisken over.

Når det endelig spil udkommer næste år vil der i mellemtiden være gået 17 år. Nej ikke i virkeligheden, men siden begivenhederne i 4’eren. Men selvom nogen er blevet ældre og andre er faldet fra, kan du rolig regne med at seriens farverige og sære persongalleri er tilbage i en lettere forstyrret historie.  Igen er det naturligvis de berygtede Soul Swords der ligger til grund for hele balladen og Sophitias søn, Patroklos Alexandra er hovedpersonen.  Men blandt andet Voldo, Tira, Maxi, Siegfried og Mitsurugi vender tilbage.

Det vil igen blive muligt at skrue på personernes udseende og udstyr, men Namco vil endnu ikke røbe hvordan og hvor meget. Vi kan være sikre på at få et kampspil, som er nemt at gå til og svært at mestre. Det er selvfølgelig stadig muligt at bevæge sig i otte retninger, så det på ingen måde føles som 2D-fighting med 3D grafik. Og med højere hastighed og et nyt system, inspireret af klassiske 2D kampspil, hvor et power-meter giver dig ultra-moves, når det er fyldt, er der lagt op til et af de bedste kampspil i lang tid.

Jeg brokker mig højlydt over at Taki, i hendes stramtsiddende heldragt tilsyneladende ikke er med (og at hun ville være 17 år ældre og det hele ville hænge lidt). Det får en af udviklerne til at bøje sig ind over mig, mens han smiller og slikker sig om munden – ”Soooo, you likey Taki, yes?”  Jeg prøver at forklare at det er hendes moves og hurtighed og bla bla bla… Men det er tydeligt at han ikke rigtig hopper på min forklaring. Han opfordrer mig til at prøve at Natsu som er Takis elev og har mange af hendes moves.

Jeg snupper arcade-sticken og kommer op mod en fyr som tydeligvis har prøvet det før og har valgt Maxi. Natsu har ganske rigtigt nogen af de samme moves, men det føles ikke på samme måde. Jeg cirkler ham, men har svært ved at komme ind under hans nunchakus. I stedet lykkedes det ham at ramme mig hårdt to gange og juggle mig ud over kanten. I runde to sker stort set det samme. Maxi slår hårdere end Natsu og er næsten lige så hurtig og igen ryger jeg ud over kanten (til stor jubel fra de tilstedeværende japanere).  I tredje runde får jeg endelig styr på Natsus undvigemanøvrer og selvom jeg aldrig rigtig finder rytmen (eller finder ud af om hun er udstyret med Takis flikflak moves) banker jeg fjolset til blods i runde fire og fem. Æren er i behold… og I kan bare komme an næste år, når Soul Calibur V udkommer :P