Joomla! AddThis

Home icon Home»Nyheder»GamesCom 2011»GC11: En time med RAGE
GC11: En time med RAGE
Skrevet af Mikkel Winther   
Fredag, 19. august 2011 05:52

Vi satte os ned med en færdig udgave af id Softwares største projekt i rigtig mange år.
RAGE har gennem årenes løb været lidt af en myte. Ikke kun fordi det er id’s første originale titel i mere end ti år, men også fordi spillet er flagbærer for den nye id tech5, der har Mega Texture teknologien og som John Carmack kalder for en radikal ændring af måden man bygger spil på.

RAGE


Men alt det blev hurtigt glemt, da vi blev smidt ned foran den færdige udgave af spillet, og fik en time til at opleve spillet fra starten af. RAGE starter let og elegant ud med det mest populære tema indenfor spilverden de sidste par år: Jordens undergang.
Efter en gigantisk meteor har ramt jorden, er du og en række andre personer blevet gemt under jordens overflade, da I er personerne der skal genskabe jorden efter meteorernes forventede totale destruktion af alt liv på overfladen. Noget gik så galt, og du vågner fra din meget lange middagslur alt for sent, og bliver ikke mødt af en verden uden mennesker, men i stedet af en verden, som har fået en ny verdensorden og levevis.

RAGE


Her er alting en smule anderledes end det man normalt er vant til at opleve, og efter at være blevet overfaldet af en håndfuld banditter, bliver du reddet af John Goodman (ham fra Flintstones filmen DR1 elsker at genudsende), der informerer dig om, at verden nu engang er anderledes end hvad den har været, og det er hver mand for sig selv.
Heldigvis er Johnny i et godt humør, og før du ved af det, er du i gang med at gøre den eneste tjeneste efter den anden for ham. De tjenester fungerer som spillets træningsdel, der langsomt introducerer dig til de mange forskellige facetter af spillet. Først starter du ud med en simpel pistol, som du udrydder banditter der har indtaget et område tæt på med. Dernæst lærer du om, at bruge shotgunnen og de forskellige typer af ammunition, der giver dine våben helt forskellige evner. Sidst, men så absolut ikke mindst, er spillets køretøjer, der rangerer fra små ATV’er til fuldblods buggy’er, hvor spilleren netop får sidstnævnte som belønning for en af de senere opgaver.

RAGE


Hele oplevelsen er dog flydende, og det er ikke før man stopper op og faktisk tænker over tingene, at man opdager hvad spillet egentlig har gang i. I sidste ende er det til RAGE’s fordel, at den første time føles så sammenhængende og flydende.
Alle de forskellige elementer spillet byder på, føles alle gennemtænkte og sammensat på en måde, så det hele føles naturligt. Efter du har dræbt alt hvad der bevæger sig, kan du undersøge ligene for genstande du kan bruge til, at skabe nye genstande eller måske finde spillekort du kan bruge i spillets Magic The Gathering lignende kortspil. Det hele passer ikke bare ind i forhold til den øjeblikkelig action oplevelse, men også ind i det univers og mytologi som spillet er hurtig til at etablere.

RAGE 

Selve kampsystemet i RAGE er intenst og hurtigt. Våbnene føles alle utroligt magtfulde, og selv den simpleste pistol giver indtryk af, at have heftig vægt bag sig, når det ene skud efter det andet sendes ind i fjenderne. Det hjælper også i den grad på hele kampoplevelsen, at spillet kører med 60-billeder i sekundet, hvilket giver spillet en flydende oplevelse.

RAGE


Apropos det grafiske, så er det værd at bemærke, at vi spillede Xbox 360 udgaven, uden den blev installeret på harddisken, hvilket ifølge John Carmack selv, er den dårligste måde at opleve spillet på, men selv i dets svageste tilstand, så var spillet ganske pænt at se på. Det stod så absolut ikke mål med PC udgaven, der kørte ved siden af, men Xbox 360 udgaven er i sig selv ganske fin, og de vigtigste elementer som personerne og våbenmodellerne ser alle helt fantastiske ud. Det er dog tydeligt, at der i miljøerne bliver skåret gevaldigt ned på den visuelle kvalitet, og vi oplevede også en del pop-in, hvor ting som vægge og andre detaljer ikke så specielt pæne ud før efter nogle sekunders betænkningstid.

RAGE


Efter den ene time med RAGE, så er mange af mine personlige bekymringer om spillet helt væk. Det er et spil som har mere end bare det ikonisk id Software våben-gameplay, som er evigt tilfredsstillende. Det viste sig, at være et spil med langt flere lag og mere interessante elementer, som fik den ene time til at føles som et kvarter. RAGE kommer formentlig ikke til at revolutionere spilindustrien, men det er på ingen måde et krav for, at være et virkelig sjovt spil.

Besøg spillets hjemmeside