Joomla! AddThis

Home icon Home»Nyheder»HOLD NU KÆFT!!!»HOLD NU KÆFT!!!: Talibanere og andre uden respekt
HOLD NU KÆFT!!!: Talibanere og andre uden respekt PDF Udskriv Email
Skrevet af Christian Johansen   
Torsdag, 26. august 2010 12:41

HOLD NU KÆFT er en semi-ugentlig klumme, hvor redaktøren kommer med sin helt egen personlige mening. Uden filter og ofte uden hoved og hale. Helt på hans eget ansvar.


Jeg bliver sgu lidt chokeret når jeg ser min niece¹ sidde og sluge den ene zombie-film efter den anden. Jeg er nok nødt til at tage en alvorlig snak med hende om hvor syg hendes besættelse med genopvakte døde mennesker er. Ellers ender det jo med at hun tager en bid af gamle Fru Jensen, næste gang hun møder hende i den lokale Netto (og Fru Jensen selv, er slet ikke død endnu, hun går bare meget meget langsomt, på en lidt slæbende måde).

Hvor vil jeg nu hen med det? Jo, debatten om spils skadelige virkninger har stukket sit grimme hoved frem igen. Ballet blev naturligvis åbnet i sidste uge, da den britiske forsvarsminister Liam Fox, erklærede at han ville have det kommende Medal of Honor fjernet fra hylderne… How very Fahrenheit 451 of you, Minister.

 

Medal of Honor

Grunden er naturligvis at Medal of Honor giver dig mulighed for at spille som talibaner og dræbe nato-soldater. De danske politikere har naturligvis ikke været sene til at vise at når det gælder krig og vores storebrødre i USA og England, er vi bare en dikkende lammehale. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech kalder det ”smagløst” og den konservative retsordfører, Tom Behnke været hurtigt ude og kaldt det ”uforståeligt at man kan udvikle et computerspil, hvor man kan lege talibankriger” og Behnke fortsætter med at sige at hvis han opdagede at hans børn sad og spillede den slags spil, ville han tage en længere snak med dem om hvad der er rigtig og forkert.

Medal of Honor

Man ved næsten ikke hvor man skal begynde. Men lad mig starte med Tom. Nu ved jeg ikke hvor gamle Tom Behnkes børn er, men da de bor hjemme, og spiller Medal of Honor på deres værelse, ville jeg starte med at tage en alvorlig snak med deres far om hvordan aldersmærkningen på spil fungerer. Medal of Honor er mærket”18+” det betyder, at som pejlemærke bør man være 18 år for at gå i krig med spillet. Nu er PEGI-ordningen kun vejledende, men for personer der endnu ikke er myndige, er det naturligvis forældrenes ansvar at vurdere hvorvidt spil og barn er egnede for hinanden. Når det så er sagt, så ved vi jo godt at masser af børn spiller spil, som de måske ikke burde. Men det er først og fremmest forældrene der må hanke op i sig selv og tage aktiv del i hvad der foregår i deres børns liv. Gør det, Tom!

Medal of Honor

 

Er Medal of Honor så værre end så mange andre spil? Det tror jeg ikke. Jeg har endnu ikke spillet det, men kun set trailere og en enkelt demonstration. I min optik er det et spil, der i hovedhistorien, prøver at vise hvor skidt krig kan være og samtidig glorificerer en håndfuld amerikanske elitesoldater. Det sidste har de vestlige styrker i den grad brug for. Helte der gør et godt stykke arbejde, for frihed, demokrati og den afghanske civilbefolkning. Når det så er sagt, så er det korrekt at man kan spille talibaner, når man spiller flere mod hinanden.

De er jo fjenden. Det er der ikke noget nyt i. Da Tom Behnke og undertegnede var børn, var det indianere eller røvere der var de onde. En gang i mellem er man nødt til at spille de onde, Tom. Det kan du med garanti godt huske. Vi kan ikke altid være dem med de hvide hatte. Og i computer-spil er det jo heller ikke noget nyt. Man har længe kunne spille nazist, gangster, viet-cong eller for den sags skyld terrorist. I Counter Strike har ”de onde” være skydegale arabisk talende folk med Christiania-klude om ansigtet siden slutningen af 90’erne (de kan selvfølgelig bare være christianitter, det kan man aldrig vide).

Medal of Honor

 

Hvad der gør Medal of Honor til en varm rodfrugt, er naturligvis at det griber ned i den aktuelle krig og ikke bare er en historisk fejde eller en generisk konflikt i et fiktivt land, fyldt med tørklæder, kameler og sand. Og jeg kan sandelig godt forstå at det gibber i hjemvendte soldater, når de hører om talibanere i Medal of Honor. Det må være som et åbent blødende sår, ikke mindst fordi de har gjort deres arbejde, har mistet kammerater og er måske selv blevet sårede og står tilbage med hovedet fuld af krig. Vi skylder dem selvfølgelig respekt for deres indsats.


Medal of Honor

 

Til gengæld har jeg ikke meget respekt for vores politikere (her skåret over en kam, forsvarsministeren udtaler dog at hun ”har tillid til, at danske unge godt kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert”). De ved ofte ikke hvad de taler om. Ingen af dem ville formodentlig kunne genkende et spil hvis det sprang op og bed dem i røven.

Og politikerne er tilsyneladende de eneste der har rigtige problemer med at skelne mellem hvad der er rigtigt og forkert og hvilke fjendebilleder der i denne uge skal holdes op foran befolkningen. For mens de fortæller os at Taliban er den værste fjende nogensinde, så forhandler de med den samme fjende om fred i Afghanistan. Begge dele kan vel ikke være rigtigt. Og hvis de kalder det er respekt, ikke bare for de faldne, sårede, deres familier, men også for befolkningens intelligens, så har jeg kun en ting at sige til vores folkevalgte…

 

HOLD NU KÆFT!


Kilde: De politiske udtalelser er fundet i MetroXpress

 

1) Min niece er snart 17, sød og fornuftig, og må se alle de film der er forbudt for børn under 16. Hun kunne aldrig drømme om at bide gamle Fru Jensen. Med mindre Fru Jensen bed først, selvfølgelig.

 

Senest opdateret: Torsdag, 26. august 2010 13:16