Joomla! AddThis

Home icon Home»PC»PC Anmeldelser»Sims 3 - Lev livet (PC/Mac)
Sims 3 - Lev livet (PC/Mac)
Skrevet af Anne Mette Beck   
Tirsdag, 06. september 2011 18:02

The Sims Lev LivetLev Livet er endnu en udvidelsespakke til The Sims 3, der bringer en masse sjove features ind i dine Sims liv og udvider mulighederne i spillet gennem alle livets faser.


Dine Simmers barndom bliver gennemlevet i en verden fuld af fantasi. De kan klæde sig ud som dinosaurer og prinsesser, faktisk har de ikke bare ét prinsessekostume, men flere forskellige! I de fleste tilfælde kan man være heldig når man får et barn og få tilsendt en lidt uhyggeligt udseende kludedukke fra en fjern slægtning og som bliver levende som barnets fantasiven.

Er ungen rigtig kvik til kemi, kan man med en hjemmebrygget mikstur gøre fantasivennen til et rigtigt barn i spillet – så slipper man også for alt bøvlet med spædbørn. Fantasivennen kan også være behjælpelig med at hente snacks til ungerne og rydde op efter dem, mens de selv hygger med vennerne i træhytten i haven.

 

Sims 3 Lev Livet  


Hvis du da ikke vælger at sende din teenager på en af de nye kostskoler i spillet (endnu en måde at slippe for at passe børn, hvis din Sim familie er blevet for stor og uoverskuelig), kan de holde abefester, der får naboerne til at tilkalde politiet mens forældrene er sendt af sted på weekend.

Sims 3 Lev Livet


Børn og teenagere kan også lave narrestreger i stor stil med blandt andet pruttepuder, så den står på stuearrest og ingen tv i en uge. Derudover kan teenagere også opleve frygtelige nederlag til skolefester, hvis de for eksempel skvatter i kjolen eller får afslag når de spørger den populære pige om hun vil danse.
Vil den populære pige derimod godt danse og der i voksenlivet opstår kærlighed mellem dem, kan der komme et bryllup i sigte. Og intet bryllup uden polterabend. Og ingen polterabend uden en letpåklædt danser. Ja ja, The Sims 3 prøver virkelig at gøre spillet realistisk.

Sims 3 Lev Livet
Når dine Simmer kommer op i årene, kan de såmænd også ende ud i en midtvejskrise, hvor det er om at være på dupperne for at sørge for, at de har det godt. Det kan blandt andet gøres ved at gøre ungdommelige ting, såsom at woohoo’e i ungernes træhytte, med fare for at få en splint i måsen.

Sims 3 Lev Livet


I The Sims 3 er der Lifetime Rewards, der kan købes for at gøre livet lidt nemmere for din Sim. Dem følger der også en række nye med af, blandt andet kan man nulstille sit rygte, så man kan starte på en frisk, hvis man har flirtet med lidt for mange mens konen så på. Derudover kan din Sim også samle på minder, såsom det første kys eller første dag på arbejde. EA er selvfølgelig med på dele-bølgen og har integreret en funktion i forbindelse med dette, så man kan dele sin Sims minder på Facebook.
Hvis du er vild med The Sims 3 og gerne vil have endnu flere muligheder, så skal du endelig kaste dig over denne udvidelsespakke, der klart er en af de bedre.


8 ud af 10

Udvikler: The Sims Studio

Producent/Distributør:Electronic Arts

Besøg spillets hjemmeside

12voldsexonline

Senest opdateret: Fredag, 30. september 2011 18:28