I skrivende stund er det knap to uger siden jeg første gang satte benene i Pandaemonium, byen hvorfra de dæmoniske Asmodians forsøger at overleve på trods af en barsk krig med de smukke Elyos.
Aion er endnu et nyt MMORPG, men det er også mere end blot et nyt forsøg på at overgå World of Warcrafts enorme succes. Aion er først og fremmest et smukt, dybt og langt mere brutalt spil end Blizzards guldkalv.

Aion er netop udkommet og som med alle online-rollespil, vil en enkelt artikel eller anmeldelse ikke kunne dække den dynamiske verden et sådant spil præsenterer. Derfor vil jeg her give et indblik i mit indledende møde med spillet, hvorefter jeg senere vil komme med min vurdering af Aion som produkt.

Allerede i opstartsfasen har der dog vist sig visse problemer for Aion – særligt er de fleste servere rent ud sagt overbefolket i en grad der har gjort spillet vanskeligt at tilgå. Ofte har jeg måttet vente over en time på at kunne logge ind, hvilket ikke er synderligt hensigtsmæssigt. Jeg har hørt historier om folk der aldrig logger ud af Aion – simpelthen fordi det er nemmere at slukke skærmen end at skulle vente i kø igen [er det ikke derfor andre ikke kan komme på? Red. ]
Heldigvis synes de fleste server-problemer at være under udbedring, hvilket betyder at man indenfor en overskuelig fremtid vil kunne logge ind uden problemer.

Det første der slog med ved mødet med Aion, var den enormt omfattende figur-generator. I World of Warcraft har man som spiller ikke mange muligheder for at ændre på sin avatars udseende, hvilket resulterer i at man gennem spillets visuelle udtryk sjældent kan kende forskel på bekendte og fremmede. I Aion burde dette ikke være et problem – spillet har nemlig så mange forskellige indstillingsmuligheder at man hurtigt får genereret et unikt udseende. Det ser dog ud til at være lidt for nemt at komme til at skabe noget relativt hæsligt – min Asmodian har således en gigantisk krop kombineret med et ret minimalt hoved. Nogen vil kalde det deformitet – jeg kalder det unik charme!

Aion indeholder fire primære klasser, Mage, Warrior, Scout og Priest. Hver af disse fire klasser kan senere i spillet udvikle sig i forskellige retninger, hvilket er en god måde at skabe overblik kombineret med diversitet. Mage-klassen fokuserer på at kunne give stor magisk skade på afstand, Priests er en blandings-klasse der både kan helbrede og give sig selv og andre magiske opgraderinger, Scouts kan snige og give stor skade og Warriors er både tanks og nærkamps-skadesuddelere.
Kombinationen af klasser synes relativt afbalanceret og det ser ud til at alle klasser er eftertragtede i grupper. Umiddelbart synes Priest-klassen at være den stærkeste af de fire.

På hver server vælger man en race – man kan således ikke spille som Elyos på en server hvor man har en Asmodian og omvendt – hvilket mytologisk giver fin mening. Det gjorde dog også, at jeg efterfølgende fandt ud af at alle mine venner spillede Elyos, men så kan jeg på den anden side også lære ikke at vælge de dystre emo-djævle, når man kan kreere en fræk engle-kvinde.

Aion minder på mange måder utroligt meget om World of Warcraft – ikke mindst i spillets interfaceopbygning. Kamp foregår stort set identisk, hvilket både er en fordel og en ulempe. Systemet er relativt afstressende da man blot skal igangsætte angreb, men bliver i længden lidt kedeligt. Her kunne kampsystemet fra det ellers ganske mislykkede Age of Conan have gjort underværker. Til gengæld er Aion et langt, langt flottere spil end World of Warcraft, understøttet af spillets brug af Cry-engine der drev det oprindelige Far Cry. På grund af den lidt gamle motor kræver spillet ikke specielt meget af computeren; min Macbook Pro klarer således fint spillet med alle detaljer slået til.

Når man rammer level 10 i Aion får man et par vinger, der kan bruges til at transportere spilleren rundt med. Disse er nok Aions største nyskabelse, men som jeg lærte på den hårde måde, skal man lade være med at flyve højt op i himlen. I spillets normale områder kan man nemlig kun flyve i kort tid, hvorefter tyngdekraften sætter ind. Her mindes spilleren brutalt om Ikaros og dennes tendens til at flyve højere end vingerne kunne bære.

Indtil videre virker Aion til at være et meget kompetent produkt, der har nok nyskabelser og visuel overlegenhed til at kunne være et godt alternativ til World of Warcraft. Spillet kræver noget mere af sin spiller end Blizzards efterhånden lidt udvandede struktur og i visse tilfælde kan grinding godt være en nødvendighed. Personligt synes jeg faktisk at dette er helt rart, efter fem års tilpasning til hyggespillerne.

I de næste artikler vil jeg se nærmere på udviklingen af Aion, mens min avatar går fra svagelig deformitet til guddommelig kæmpe. Især bliver det interessant at se nærmere på de store PvP-slag, hvor spillerne kan flyve frit rundt i gigantiske omgivelser. Aion er bestemt et spændende bekendtskab og er samtidig, de store kø-problemer til trods, en succesfuld lancering.

Besøg spillets hjemmeside