Når Blizzard omsider, efter at have færdiggjort alpha-fasen og pillet navle i en måned for at provokere den hungrende fanskare, udgiver en beta, ved du, at der er tale om et kvalitetsprodukt. Et kvalitetsprodukt af sådan en grad, at andre spiludviklere ville ofre deres højre arm for at nå den til sokkeholderne. Starcraft II beta’en er ingen undtagelse, så hvis du har siddet derude og checket dit battle.net account hver anden time i de sidste 14 dages tid, må jeg med glæde i stemmen meddele dig, at der i den grad er noget at vente på (og et hint af medfølelse, da jeg ved, hvor grusom uvisheden om en beta’s ankomst kan være). 

Der er ingen tvivl om, at forventningerne er store og kravene talrige. Som de fleste nok ved, da det er enhver seriøs gamers holdepunkt i debatten med kæresten om ”computerspil er noget seriøst”, er Starcraft selv med dens talrige år på bagen gået hen og blevet Korea’s nationalsport. En lille søgning på youtube viser straks store stadioner proppet med mennesker af alle aldre, der ivrigt følger med i kampene på en storskærm. Hvorfor har Starcraft opnået en så gevaldig succes, på trods af mange nye spiludgivelser sidenhen? Svarene er mange, men essentielt ligger simpelthen spillets sublime balance og alsidighed. I Starcraft-universet er der ingen ”critical-hit” procenter eller andre uheldige chance-bestemte udfald. Alt er kogt ned til direkte afrundet skade og skadesreduktion. Hver race er ualmindelig forskellig, i modsætning til standard-strategi-proceduren, hvor hver modstanders hold er ufattelig lig hinanden med forskelligt udseende og kun et par enkelte units, der for alvor skiller sig ud. Om det er en tysk ridder på hest eller en arabisk ørkenrøver på kamelryg har ingen spilmæssig forskel andet end udseendemæssigt (hvor kamelen er den ubetingede vinder, med sit fjogede smil). Så det er bestemt med god grund, at Starcraft II har været længe undervejs. Mange nye tilføjelser skaber forrykkelser i magt-balancen de forskellige racer imellem, og dette skal selvfølgelig afpasses til den førnævnte præcise balance.

I Starcraft-universet hersker der tre overordnede racer. De sofistikerede og højtudviklede aliens ”Protoss”, de slimede og bestialske horder ”Zerg” og vores stolte menneske-race bestående af tungt udrustede (!), hårdhudede ”Terrans”. Har du spillet Starcraft, kan du nikke genkendende til mange af enhederne og stemmerne, så frygtede du at dine ”terran marines” har ændret stemme, kan du roligt slappe af igen. Der er dog også en del af enhederne, som har måttet lide døden, men hvor de er forsvundet, er nye opstået. Som i de fleste andre strategi-spil skal der samles ressourcer, her i form af mineraler og gas, for at opbygge din hær og blæse dine modstandere til atomer. Men i modsætning til andre spil, er tempoet sat væsentligt i vejret. Så hvis du er vant til at sidde derhjemme med den ene hånd i skødet og den anden på musen, skal du gøre dig klar til en motorisk overhaling. De professionelle starcraft-spillere ligger med et gennemsnitligt antal tastetryk på ca. 2-300 i minuttet, og dette er holdt kørende i gerne en halv time. For os andre dødelige, er det dog acceptabelt med noget mindre, men der er bestemt ikke tid til at spise frokost eller pille næse.

Som udgangspunkt er der tre overordnede termer i form af, hvordan du vil gribe et spil an: Økonomi, teknologi og rush. Ved økonomi prøver du at holde omkostningerne til din hær nede til at starte med, for i stedet at ekspandere og bygge nye baser og samlere. Vælger du i stedet teknologi, vil du gerne hurtigt få adgang til de stærkere enheder og opgradere dem, for derefter at angribe. Og sidst men ikke mindst er der ”rush”-strategi, hvor du få minutter efter at have påbegyndt spillet satser på at løbe modstanderen over ende. Der er selvfølgelig ikke nogen klar afgrænsning imellem disse tilgangsvinkler, og der er bestemt heller ikke noget entydigt fast mønster, du kan følge i hver kamp. Det hele handler om at finde ud af, hvad modstanderen gør, og reagere tilfredsstillende på det.

I første omgang indeholder betaen kun en multiplayerdel. Multiplayer-delen omfatter, sjovt nok, kamp mod andre spillere, men også en computermodstander. Computermodstanderen er dog af så sørgelig karakter, at selv en førstegangsbekendt med en computer, vil have rimelige chancer for at kunne håndtere den ved at placere sit ansigt på keyboardet og rulle fra højre til venstre. Med et par computer-sejre i baghånden, bevæger du dig derpå glad og uvidende ud i kampen mod andre spillere, der hurtigt vil tørre dit selvglade smil af munden og erstatte det med salte tårer. Multiplayer-delen er nådesløs, og mine strategiske og fysiske evner er mange gange kommet til kort. Du vil blive trynet, destrueret, gennemtæsket og barberet i sådan en grad, at du til tider decideret vil frygte at tage den næste kamp.

I de første kampe mod online-modstandere havde jeg på det nærmeste været i gang med at skrive ”Good luck have f..” idet utallige zerglings stormede min base. Denne periode har dog en ende, og op af støvet af dit lemlæstede starcraft-legeme, vil der rejse sig en ny og mere strategisk krigsherre (undskyld, kvinder), og der vil ikke gå længe før, at du rent faktisk oplever at give modstand for måske, og hold nu godt fast, at vinde en kamp! Det er hårdt både fysisk og mentalt, men også ufatteligt tilfredsstillende at vinde en kamp som har bølget frem og tilbage i en god halv time, hvor det endelig lykkes dig at knække modstanderen og tvinge ham i knæ. Foran computeren sidder du prustende tilbage gennemvædet af ildelugtende gamer-sved, men med sejrens sødme hængende solidt i luften.

Som beskrevet ovenfor er Starcaft’s multiplayer-del bestemt ikke for tøsedrenge og folk med svagt hjerte. Jeg skal ikke kunne undvige, at jeg flere gange har haft en intensiv lyst til at skrige ”Jeg er en tøsedreng”, når jeg har skullet trykke på knappen for at begynde at lede efter en ny modstander. Men dette skal bestemt ikke ses som noget negativt, snarere tværtimod. Spillet er dog heller ikke fuldstændig urimeligt med hensyn til modstandere, og der er flere ”ligaer”, hvor spillerne bliver inddelt efter spilleevne. Men uanset, hvordan du vender og drejer det, er det er ikke tilfredsstillende at være røven af fjerdedivision, og hvis du først får ordentligt styr på spillet, kan det levere nogle af de mest hæsblæsende og krævende øjeblikke computerspil overhovedet kan levere.

Grafikken er, som i andre Blizzard-spil, enten noget du vil elske eller hade. Den er meget tegnefilmsagtig og blød i kanterne, men dog noget mere voksen end eksempelvis World of Warcraft. Ydermere er den ufatteligt flydende, og alle animationer er meget troværdige. Du er ikke i tvivl om en ultralisks (læs: ”zergs” svar på en arrig krigselefant) evne til at flænse dine marines i småstykker, når den kommer gungrende af sted med din bas som følgesvend. Lyden er også i topklasse og specielt ”Terrans” soundtrack, der består af blide guitar-seancer krydret med rum-tema, er hårdtslående. Generelt er beskrivelsen ”lækker” meget rammende for både lyd og grafik.

Jeg har netop fået en ny beta-key ind af døren, så jeg kan komme i gang med at spille noget to-mod-to med en af mine venner, og jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at kaste mig ud i det. Der skal ikke herske nogen form for tvivl. Starcraft er tilbage, og i stærkere form en nogensinde.

”Ready to roll out!”

Star Craft II kommer "snart" til en PC nær dig

Besøg spillets hjemmeside