Savner du muligheden for at blive bandeleder med lilla som klubfarve. Eller har du altid drømt om, at cruise byen rundt i et penisoutfit med en Uzi i hånden og en tiger på passagersædet. Så er der håb forude, for Saints Row er ude med det tredje spil i serien, som om muligt er endnu mere forskruet end sine forgængere.
The Third foregår i en ny by – Steelport, hvor du tager kampen op med tre etablerede bander. Der bliver ikke tale om fredsaftaler i denne bandekrig. Dit mål er, ikke overraskende at udrydde dine konkurrenter, så du bliver den ukronede kriminelle konge.
Du starter dog ud i byen Stilwater fra de to gamle spil. Du er med i et bankrøveri, der går gruelig galt og du ender med at må flygte til Steelport. Den første del af spillet foregår som en lille lineær historie, der tager dig fra bankkup til dine nye kriminelle venner, inden du bliver sluppet løs i sandkassespillet.
Herfra er strukturen, som vi kender den fra GTA. Du kan få missioner via din mobiltelefon eller bare cruise rundt i byen og lave ballade. Missioner omhandler alt fra at have styr på dine prostituerede til at få foretaget kønsskifte – hvad gør man ikke for at blive Don. Udviklerne kan bestemt ikke beskyldes for at levere ensformige missioner.
 Til gengæld er spilmotoren ikke helt på niveau med dagens standarder. Jeg oplevede pop-up grafik, når jeg kørte rundt i byen og der mangler mere liv i gaderne. Du skal ikke forvente visuelle effekter på niveau med spil som Skyrim, Rage eller Battlefield 3.
 Til din rådighed har du en masse standardvåben, men traditionen tro har udviklerne brugt en del tid på at give dig alternative våben. Det dækker over alt fra en kæmpe dildo til en selvkørende kanon, der suger civile fodgængere op, for efterfølgende at bruge dem som ammunition. Der har vist aldrig været tvivl om, at det her spil skulle have en 18+ PEGI rating.
 Våbnene er sjovt udtænkte, men de føles ikke helt så præcise, som vi forventer af shooters i dag. Det er tydeligt, at udviklerne har brugt tiden på at finde på det mest mulige perverse design af missioner og våben i stedet for at finpudse de enkelte elementer i spillet.
 Alt hvad du beskæftiger dig med i Saints Row giver dig enten penge eller respekt. Penge giver dig mulighed for at købe territorium, våben, opgraderinger og nyt kluns. Respekt fungerer ligesom experience point, som vi kender det fra rollespil. De giver dig valget imellem forskellige færdigheder, som for eksempel at kunne sprinte uden at blive forpustet eller undgå at tage skade, hvis du falder ned fra taget af en skyskraber.
 Rollespilselementerne fungerer godt og de holder dig kørende til hele tiden at nappe en mission mere. En fed feature er, at du kan spille hele kampagnedelen co-op online. Det er ret sjældent, at vi ser den type co-op efterhånden og endnu mere sjældent i sandkassespil som det her. Jeg kunne dog godt ønske mig, at det også var muligt, at spille den her del via splitscreen. Til gengæld vil dit avancement online blive gemt til dit eget singleplayer spil, så der er hjælp at hente, hvis du har problemer med en mission.
 Men ellers er multiplayer lidt skrabet i forhold til tidligere. De almindelige multiplayer modes med temaer over klassikere som Team Deathmatch og Capture the Flag er droppet i denne omgang. Ud over co-op er der kun ’Whored mode’, hvor du skal nedlægge bølge efter bølge af glædespiger og deres arbejdsgivere med mere og mere eksotiske våben, jo længere du kan holde dig i live.
Jeg savnede egentlig ikke standard multiplayer, co-op er rigeligt til mig og det passer også bedst til et spil som det her.

Nogen vil elske Saints Row: The Third for det gennemførte ’over the top’ fetich gameplay. For andre vil det være for plat eller lidt trættende i længden. Spillet giver dig alle de syge ting, der normalt skulle snydekoder til at aktivere i spil som Grand Theft Auto i gamle dage og hele setup’et er på niveau med den verden, som vi kender fra de berygtede Postal spil.
Spillet tager ikke sig selv seriøst og det eneste der kræves af dig for at få en god oplevelse er, at du heller ikke selv tager det seriøst.
8 ud af 10
Udvikler: Volition
Producent/Distributør:THQ
Besøg spillets hjemmeside
Besøg spillets Facebook-side
Også ude til: PC, Xbox 360

|