Joomla! AddThis

Home icon Home»Playstation»PS3-Anmeldelser»The Lord of the Rings: War in the North (PS3)
The Lord of the Rings: War in the North (PS3)
Skrevet af Johannes Wørts   
Torsdag, 05. januar 2012 08:25
Lord of the Rings: War in the NorthJeg havde faktisk troet, at man ville malke Ringenes Herre lidt mere – eller i alle tilfælde lidt længere, end man gjorde. For ti år siden var alt fokuseret på hobitter, troldmænd og orker, men langsomt er det gigantiske univers drevet ud i periferien af populærkulturen. Med den snarlige udgivelse af The Hobbit-filmen, er det tid til at genoplive en tidligere trend – udgivelsen af massevis af middelmådige spil baseret på Tolkiens univers. War in the North er således ganske enkelt middelmådigt, men det er også et ganske nostalgisk gensyn med en spilgenre vi faktisk ikke ser så meget til mere, nemlig hack’n slash pseudo-rollespil, som blandt andre Snowblind Studios populariserede med Dark Alliance-serien. Nu er både genren og Snowblind tilbage med War in the North.

War in the North fokuserer på tre krigere, der sideløbende med bøgernes plotudvikling forfølger Saurons løjtnant, Agandaur, i den nordlige region af Middle Earth. Eradan er den klassiske helt, som både kan benytte bue og sværd og samtidig kan snige sig ind på fjenderne. Farin er en ganske underholdende dværg, der naturligvis primært smadrer fjender med en stor økse og elveren Andriel benytter sig selvfølgelig af magi og kan både angribe og hjælpe de øvrige helte. Kombinationen af de tre helte gør War in the North rimelig underholdende og gør især co-op til en sjov og afvekslende oplevelse, hvor man kan støtte og hjælpe hinanden igennem mere udfordrende områder.

Lord of the Rings: War in the North

War in the North gør meget ud af blod og lemlæstelse, ved at indføre en ret detaljeret afhugnings-system, der medfører at lemmer konstant flyver rundt om ørerne på vores helte. Desværre virker dette store fokus på blod og ødelæggelse, mest som et forsøg på at skjule, at de enkelte actionsekvenser er lidt for simple og kedelige. Samtidig er historien alt for generisk og tam, især fordi den gode karakterudvikling fra film og bøger fuldstændig mangler. De tre helte er simpelthen ikke i stand til at formidle andre følelser end vrede og seriøsitet, hvilket ikke harmonerer særlig godt med Tolkiens store fokus på detaljerede beskrivelser og dialog.

Lord of the Rings: War in the North

De mange baner føles også ret lange, primært fordi War in the North ikke rigtig udvikler sig over tid. Man vælger grundlæggende mellem nærkamp og angreb fra afstand, uden ret mange muligheder for avancerede taktikker eller gåder til at bryde monotonien. Heldigvis ser kampene ret imponerende ud og nogle af de større fjender er både sjove at kæmpe mod og kigge på. Desværre ser man alt for sjældent andre fjender end de samme kedelige orker, som man bruger timevis på at slå ihjel igen og igen og igen. War in the North prøver at skabe lidt udvikling ved at indføre et simpelt RPG-system, hvor man får nyt udstyr og evner og uden disse muligheder, havde spillet være decideret kedeligt.

Lord of the Rings: War in the North

War in the North er et fremragende eksempel på, hvorfor hack’n slash genren ikke rigtig har en fremtid. Spillet er faktisk rimelig sjovt de første par timer, men man traver alt for længe gennem de samme landskaber, kæmper konstant mod de samme fjender og oplever alt for sjældent nye ting. Andre actionspil har formået at implementere andre gameplayelementer og War in the North gør et halvhjertet forsøg med det simple RPG-system, der dog ikke kan redde spillet fra at føles lidt for kedeligt og langtrukkent. Der er faktisk et udmærket spil begravet under kedsommeligheden og den visuelle stil er godt matchet bøger og film, men desværre er det nok de færreste, der gider pløje igennem horder af ensartede orker for at opleve spillets facetter.

 

JavaScript is disabled!
To display this content, you need a JavaScript capable browser.

 


6 ud af 10

Udvikler: Snowblind

Producent/Distributør:Warner

Besøg spillets hjemmeside

Besøg spillets Facebook side

Også ude til: PC, Xbox 360

18voldonline

Senest opdateret: Torsdag, 05. januar 2012 09:43