Joomla! AddThis

Home icon Home»Playstation»PS3-Anmeldelser»Madden NFL 11 (PS3)
Madden NFL 11 (PS3)
Skrevet af Tobias Laursen   
Torsdag, 02. september 2010 12:42
Madden NFL 11Sidste år anmeldte jeg NHL 10. Dengang lykkedes det EA at levere det bedste ishockeyspil nogensinde - og EA kan nu umiddelbart også bryste sig af at have lavet det bedste Madden i denne konsolgeneration.

Det hele starter med en intro, hvor Drew Brees igennem et pompøst set-up leverer en overamerikaniseret om end fantastisk video, der hos NFL-fans vil fremkalde gåsehud.

Det er dog ikke kun NFL-fans, der vil nyde godt af Madden NFL 11. Spillet er også blevet mere tilgængeligt for nybegyndere end nogensinde før. Det nye system “Gameflow” gør, at man blot kan trykke X, og derefter vælger computeren det umiddelbart mest fornuftige spil - og det fungerer glimrende. Feinschmeckere vil dog kunne vælge taktikken bedre selv, men nu vil rookies ikke blive udraderet helt i samme grad som før. Men for ikke at kunne lave fire spil på 20 sekunder, så kan man også vælge at uret automatisk løber en stak sekunder ned - så kampene altså varer ikke en evighed.

 

Madden NFL 11 

I Madden NFL 11 har EA valgt at fjerne sprintknappen - hvilket føles meget underligt. Det er for at sætte et større fokus på, hvordan man kan juke uden om modspillere, og give et mere realistisk feel af hvordan eksempelvis running backs og wide receivers kæmper en indædt kamp for at komme til endzonen. Man kan dog også slå sprintknappen til, hvilket for hardcore Madden-spillere højst sandsynligt vil være at fortrække. Det andet er virkelig en anelse underligt.
Et par gange har spilleres stats også undret mig. Det er sjældent, at en receiver bare kan overløbe en forsvarsspiller. Randy Moss vil altså sætte stort set alle af i virkeligheden - dog ikke i Madden. Lad os dog regne med, at disse stats bliver justeret i en opdatering. Spillerne i Madden NFL 11 skulle jo gerne minde lidt om virkelighedens spillere...

Madden NFL 11 

En ting der blot bliver bedre år for år, er selvfølgelig det grafiske. Animationerne af spillere er formidable, og omgivelserne er stadigvæk piftet op til at være livlige og medrivende. Spillerne på sidelinjen skaber dog lidt grafiske fejl i og med, at en tacklet spiller kan flyve direkte igennem dem. Det andet problem er lidt slowdowns her og der - men der er altså væsentligt flere plusser end minusser i den grafiske del.

 Madden NFL 11

Feel’et i Madden NFL 11 er også suverænt. Det går lige fra de helt basale gamemodes som Franchise - hvor man skal styre et hold til sejr igennem flere sæsoner - til Be a Superstar, hvor du selv kan spille dig op fra bænkevarmer til superstjerne. Det er vanvittigt underholdende at tage roller som blandt andet wide receiver, da spillet føles markant anderledes end det normale gameplay. Man står selv for at løbe de rigtige ruter, og man kæmper virkelig også for hver enkelt yard.

Madden NFL 11 

Ultimate Team er ikke længere noget, der skal betales for via PSN - om end du dog kan købe dig til kort, der hurtigt kan opbygge dit ultimative hold. Nu kan man læne sig tilbage, score touchdowns og lave andre football-relaterede opgaver, for så at modtage coins der kan indløse nye kort med spillere, trænere, stadions og så videre. Det er bestemt en underholdende måde at spille på.

 Madden NFL 11

En ting jeg dog bliver ved med at savne, er muligheden for at kalde coach challenge oftere. Dommerne i spillet dømmer fejlfrit, og det er altså rimelig kedeligt, da coach challenges kan være en stor faktor i en NFL-kamp. Og ja, jeg synes også, at det var fedt, man kunne filme i This Is Football for år tilbage.

 Madden NFL 11

Lydsiden er ikke det mest interessante i spillet. Den nye kommentator, Gus Johnson, fungerer såmænd rigtig godt. Desværre så virker det hele kommentatorsystemet meget kluntet. Kommentarer er ofte vanvittigt forsinket - et field goal kan eksempelvis ryge mellem stængerne, og først dér udtaler kommentatorholdet, at der bliver lagt an til et field goal. Det tager en del af gnisten ud af kampen - også fordi tilskuerne jo bare fungerer som baggrundslarm - der er ikke rigtig noget vildt spændende der. Derudover er visse spillere plaget af de samme kommentarer gang på gang. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg eksempelvis har hørt: “So Tom Brady is human after all,” efter et misset kast.
Soundtracket er blevet rimelig rocket i det. Den ellers tidligere rimelig pænt repræsenterede hiphop-genre, er reduceret til et pinligt Ying Yang Twins-nummer. Men hele soundtracket er skåret betragteligt ned. Dog har man fundet plads til Blurs “Song 2”, der altså nu ikke kun har været med i et FIFA-spil.

 Madden NFL 11

Onlinemulighederne er glimrende. Der er ventede gamemodes, men også lidt nyt. Naturligvis kan man spille head-to-head, og klaske amerikanske unger, der derefter bombarderer dig med hadebeskeder. Nu er det dog også muligt at spille tre mod tre, hvor quarterback, running backs og receivers kontrolleres i offensiven, mens D-line, linebackers og defensive backs fordeles mellem de tre spillere. Det kan virkelig være underholdende at spille online på denne måde med det rigtige hold - og glimrende at EA har droppet en 11 mod 11 onlinemode. Det ville på ingen måde fungere online.

Madden NFL 11 

Der er mange positive ting ved Madden NFL 11 - dog ikke helt nok til at retfærdiggøre et køb til 500 kroner, hvis man ejer sidste års udgave. Specielt den store valgfrihed omkring spilmekanismer og den meget åbne tilgang til et ellers taktisk indviklet spil, er glimrende tiltag fra EA. Jeg er spændt på, hvad EA byder på af nye spændende ting i næste års udgave - for lige nu bliver serien bedre og bedre, men kun nok til at man bør købe et Madden-spil hvert andet år.

 


8 ud af 10

Udvikler: EA Sport

Producent/Distributør: Electronic Arts

Besøg spillets hjemmeside

Også ude til PSP,  Xbox 360

3Online

Senest opdateret: Torsdag, 02. september 2010 15:49