Licensspil har bestemt ikke altid haft det nemt, og oftest har elendigheden været ganske selvforskyldt. Alt for meget bras sendes på gaden op til lanceringen af en ny film, og mega-successen med filmen The Dark Knight i 2008 kunne da også sagtens have medført et billigt produceret spil baseret på filmens fortælling. Heldigvis har man med Arkham Asylum ikke valgt den nemme udvej - i stedet for at satse på det sikre, har man valgt at skabe en ny oplevelse helt fra bunden.

Der er langt fra den ekstremt dystre Batman fra The Dark Knight spillet af Christian Bale og så til George Clooney som spillede Batman komplet med Bat-nipples i den vidunderligt elendige Batman & Robin fra 1997. Arkham Asylum finder en god mellemvej mellem det dystre og det underholdende, dog med fokus primært rettet mod de mørkere sider af den elskede superhelt.

Jokeren - spillet fantastisk af ingen ringere end Mr. Luke Skywalker himself, Mark Hamill - lader sig tage til fange af Batman, hvorefter stort set alle superskurke er fanget i Arkham Asylum. Det er Batman en smule ambivalent over, for med så mange forskruede personligheder på samme sted, er det blot et spørgsmål om tid førend et sandt helvede af psykopatisk karakter bryder løs. Og ganske rigtig - Jokeren tager hurtigt kontrol over Arkham Asylum, hvorefter Batman må kæmpe sig rundt på hele den ø som sindssygehospitalet befinder sig på.

 Denne katten-efter-musen fortælling fungerer eminent godt, og valget af Arkham Asylum gør, at udviklerne har haft frie hænder til at placere et enormt udvalg af superskurke fra Batman-universet. Her skal ikke afsløres for meget, men vær beredt på et par af de mest intense og tilfredsstillende boss-kampe længe set.

Som nævnt er Batman: Arkham Asylum bygget op som et klassisk Castlevania eller Metroid spil. Batman har fra starten ikke mange evner til sin rådighed, men undervejs gennem hospitalet finder man langsomt fikse gadgets der kan give adgang til steder tidligere aflukket for spilleren. Man kunne naturligvis mene at Batman burde have haft lidt bedre styr på sit arsenal før ankomsten til Arkham, men som katalysator for spillerens konstante progression fungerer systemet glimrende.

Spillets verden er stor, åben og helt igennem imponerende flot, og de løbende opgraderinger giver spilleren lyst til at undersøge og udforske - og der er masser at udforske! Som kender af Batman-mytologien, er der gennem hele spillet gemt en overvældende mængde information i form af lydoptagelser med superskurkene, samt en stor mængde gåder placeret på Arkham af The Riddler. Især gåderne skaber stor fordybelse i spilverdenen, da de tvinger spilleren til at lægge mærke til omgivelserne. Ved hjælp af spillets Detektiv-syn kan man undersøge mistænkelige objekter, hvilket både kommer til brug gennem spillets historie og de mange ekstra gåder.

Batman: Arkham Asylum har en meget metodisk følelse over sig, idet Batman bevæger sig ganske langsomt og fjenderne er få men udfordrende. Fjender med skydevåben er lig den sikre død, hvorfor Batman må gemme sig i skyggerne og bruge snilde til at lokke fjenderne på afveje. Ubevæbnede fjender håndteres bedst gennem et af de mere brutale kampsystemer jeg endnu har oplevet. Der er lagt stor vægt på at hvert knappetryk skal have en stor effekt, således at spillerens input til spillet giver et tilfredstillende output gennem den grafiske repræsentation af Batmans brutale afstraffelse af Jokerens lejesvende. Følelsen er helt i top, og med enkle kombinationer kommer man langt.

Man kan ikke komme udenom det faktum, at Batman: Arkham Asylum er et djævelsk velproduceret spil. Grafisk er spillet bygget over Unreal 3 motoren, men dette er uden tvivl et af de mest vellykkede forsøg med denne. Til tider føler man sig hensat til Bioshocks organiske verdensbilldet, hvilket ubetinget skal forstås som en stor ros. Som tidligere nævnt er Mark Hamill eminent som Jokeren, men også de andre personer er indtalt af kompetente mennesker. Måske lige med undtagelse af Batman, der står stille som en statue og generelt virker meget lidt interesseret i konversationens natur. Måske er det bare Batmans generelle karakter - den ultimative sociopat der uden at fortrække en mine kan udtale sig om både kærlighed og død.