På en grå og tåget oktoberdag kan det være lidt svært at sætte fantasien i de rette omdrejninger.  I hvert fald når det gælder et spil som Need for Speed: The Run, der er henlagt til mere eksotiske egne på kloden. Alligevel drog jeg med stor nysgerrighed til den svenske hovedstad for at blive klogere på, hvad Electronic Arts byder på i denne nye aftapning af serien.

I Stockholm mødte jeg Alex Grimbly, producer fra Blackbox, der har stået for udviklingen af Need for Speed: The Run. Jeg har spillet Need for Speed-titler, som var meget fakta-/simulationsorienteret, mens 'The Run' trækker mere i retning af arcade-racing med en klar storyline. Jeg spurgte derfor Alex, hvilke overvejelser han havde været igennem med hensyn til at finde en balance mellem historien og racing-kernen i spillet:

- Vi har først og fremmest fastholdt fokus på at dette racing-spil skulle være regulært underholdende. Ved at føje en historie til, har vi kunnet sætte racerløb ind i en større sammenhæng og dermed motivere spilleren til at holde ved og til at finde ud af, hvorfor Jack er på flugt.

Det er klart, at vi ikke går efter et manuskript af den type, der vinder en Oscar i Hollywood. Historien giver dog lige præcis den 'kant', der gør spillet spændende og underholdende.

Hmm ... Jeg havde mulighed for at spille et par indledende levels. Der var afsnit, hvor det 'bare' gjaldt om at komme først. Andre steder skulle jeg nå frem til checkpoints inden for en fastsat tid og endelig var der afsnit, hvor jeg skulle avancere et antal pladser i klassementet. Jeg savnede dog at forstå lidt mere af, hvad der i historien har tvunget Jack til at køre et illegalt racerløb fra San Fransisco til New York, men uanset hvor meget jeg verbalt prøvede at 'vride armen om' på Alex, så blev han ved med at sige, at jeg måtte vente til spillet var færdigt.

Singleplayer-delen blev vist på PS3, hvor grafikken blev afviklet flydende med det mylder af detaljer og den skarphed, som man efterhånden er blevet forvænt med på dén platform.   Derfor var lidt af en skuffelse at rykke over til de opstillede Xbox 360-konsoller for at prøve multiplayer-delen. Grafikken manglede i dén grad det smæld jeg lige havde set på PS3. Desuden var styringen ualmindeligt ujævn. Det ene øjeblik skulle jeg nærmest vride controlleren af led for at ændre bilens retning og øjeblikket efter skulle næsten ikke tænke på ændre retning, før min bil var overstyret og havnet i grøften - eller i et frontalangreb på en lygtepæl.

Begge steder kunne jeg opleve baner, som bød på fornemt omskifteligt vejr, masser af med- og modkørende biler uden for racerløbet - og på genveje, ofte gennem terræn, der havde langt igen, før det overhovedet kunne kaldes en plovfure.

- Vi er vendt tilbage til det action-drevne racing-spil. Samtidig er vejene - nogle steder bare spor - placeret i en langt større sammenhæng end i tidligere Need for Speed-titler. Vejen fra San Fransisco til New York byder således på snart sagt en hvilken som helst variation af vej og vejr.

Jeg bemærkede, at jeg på det nærmeste kunne smadre min bil til skrot og alligevel beholde fulde køreegenskaber. Alex forklarede:

- Vi har med vilje gjort det muligt at skade bilerne til ukendelighed og alligevel lade dem køre. Vi viser skaderne visuelt, men da vi sigter mod arcade-underholdning frem for simulation, påvirker skader ikke kørslen afgørende. Med mindre, selvfølgelig, at du kører frontalt ind i en modkørende lastbil.

Blackbox har desuden satset på samle et passende udvalg af ekstraordinære biler. Biler af den slags, som du savler over til biludstillinger. Samtidig er der selvfølgelig mulighed for at justere både køreegenskaber og udseende. Men det er selvfølgelig features, som du først skal gøre dig fortjent til i spillet.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan man håndterer det at udgive et Need for Speed-spil hvert år. Alex svarede:

- Nu er det ikke så svært endda for os hos Blackbox. Vi og Criterion skiftes til at udgive Need for Speed-spillene, så vores udviklingsforløb er på to år eller længere. 'The Run' har således været to et halvt år undervejs.

Fordelen ved at skiftes er jo desuden, at vi kan afsøge forskellige muligheder og udfordringer i Racing-spillene, hvor vi med 'The Run' har holdt orienteringen i retning af det rent underholdende. Spillerne derude vil jo ikke lade os slippe af sted med bare at dukke op med lidt mere af det samme hvert år.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor holdbar kombinationen af racerløb og on-foot-eventyr vil være, når den rammer spilbutikkerne. På den ene side har Alex og hans folk haft fokus rettet mod at bevare de politiske ukorrekte kør-råddent-fra-politiet. På den anden side har de forudset et behov for at tænke uden for faste og tidligere afprøvede rammer.

Need for Speed: The Run er nok i et vist omfang henlagt til virkelighedens verden. Man kan således genkende adskillige områder, bygninger og vejstrækninger fra USA. Men samtidig har Jacks udfoldelser et herligt fandenivoldsk og klassisk Need for Speed-præg. Jeg ser frem til at kaste mig over spillet hjemme i stuen sammen med sønnike ved den anden controller, så jeg kan høre hans vanligt kritiske dom.