Jeg har i det følgende forsøgt at undgå at røbe for meget af historien i Heavy Rain.

’Sørgmodig’ er vist det ord der bedst beskriver mine følelser, både når jeg starter Heavy Rain op og når jeg lægger det fra mig igen.  Gyset og forundringen over en ny og spændende verden, at gå på opdagelse i, er fuldstændig overskygget af en tung dyne af tristhed, som nærmest får mig til at droppe controlleren i ren overvældelse. Ja, jeg ved godt det lyder dramatisk. Og jeg var også selv noget overrasket over, at det var de følelser spillet vakte i mig.

Jeg troede egentlig at jeg bare var på vej ind i et krimi-eventyr. Det er det selvfølgelig også, men først og fremmest er Heavy Rain en multi-facetteret fortælling, med følelserne uden på tøjet.
Historien i Heavy Rain er, på overfladen, en serie mord på drenge i alderen 5 til 11, som alle kidnappes fra lavindkomst områder. Drengene findes derefter druknede i øde byområder, med en lilje og en origami figur på brystet.  Som spiller oplever man historien udfolde sig gennem fire hovedpersoner. Arkitekten Ethan Mars, privatdetektiven Scott Shelby, journalisten Madison Paige, og FBI-agenten Norman Jayden.  Helt almindelige mennesker, som hvirvles ind i begivenhederne, og derefter gør deres bedste for at finde ud af hvad pokker det er der foregår. Her er ingen superhelte eller overmenneskelige soldater til at klare ærterne. Kun ganske almindelige mennesker med hverdagsproblemer, angst og fobier.

Du styrer og ser de fire hovedpersoner i tredje person (for det meste) og bevæger dem rundt, hører deres tanker og tager beslutninger for dem gennem et sindrigt kontrol-system, der ud over forholdsvis standard elementer også involverer cirkel og halvcirkel bevægelser med begge sticks, længere tids hold på flere (og flere!) knapper, samt Quick Time Events (personerne på skærmen reagerer efter spilleren har trykket på de knapper der svarer til symboler der dukker på skærmen). Det sidste er ofte ilde set blandt især garvede gamere, men jeg vil sige at tryksekvenserne i Heavy Rain giver meget mere mening og er integrerede i gameplayet, så det virker rimelig naturligt.  Styringen af personerne kan virke lidt stiv og kejtet, i forhold til det vi har været vant til i 3. persons genren de seneste par år. Igennem spil som f.eks. inFamous og Uncharted, har jeg vænnet mig til at det er let at navigere personerne gennem spillet. Her i Heavy Rain er det ikke helt så gnidningsfrit. Men nu er det værd at huske at dette langt fra er det færdige spil og meget kan måske rettes inden udgivelsen.  Samtidig er navigationen tydeligt en videreudvikling fra Quantic Dreams seneste spil; Fahrenheit/Indigo Prophecy, som i det hele taget godt kan ses som en kladde til Heavy Rain (du kan stadig købe spillet, hvis du bare higer efter at spille noget der smager lidt af Heavy Rain).

For mange er det første reaktion når de ser Heavy Rain i aktion, noget i retning af ”Øj, det er flot!” eller ”Hold da op hvor ser det realistisk ud”. Mens det er fuldstændig rigtig at detaljer som sved, kropshår og hudorme gør spillet ”flot” eller ”realistisk”, så er det tydeligt at det kun er et middel til det som er Quantic Dreams rigtige mål, nemlig at fortælle en historie fra mange sider og rive spilleren følelsesmæssigt og beslutningsmæssigt ind i fortællingen. Det er meningen at dine beslutninger skal tælle og føre historien i en af flere retninger. Ud fra den del jeg har spillet nu, må jeg sige at det er en succes.  Når man står som en far der har mistet sit barn, føler man hans smerte. Når man bliver tæsket, fordi man er en gammel og lettere overvægtig privatdetektiv, så er det lige før man mærker slagene og de efterfølgende skrammer og blå mærker. I det hele taget sætter regnen (ja, det øs regner nærmest hele tiden, i de fire dage spillet foregår), scenografien, grafikken og musikken klart en i den rette stemning. Det er bare uhyggeligt, trøstesløst, deprimerende. En kvælende klaustrofobisk stemning af resignation og død.

Nu sidder du måske og tænker: Fortæl nu noget mere af historien! Men som jeg skriver i toppen af artiklen vil jeg meget nødig ødelægge fornøjelsen for dig. Der er allerede masser af småbidder røbet i interviews og fremvisninger rundt omkring. Men jeg vil klart anbefale at du prøver at undgå for mange oplysninger om historien, så du selv kan nyde den i fulde drag når spillet udkommer. I øvrigt virker Heavy Rain som det perfekte spil at dele med sin kone/kæreste/ven… selvom det på ingen måde er multiplayer, så er det fint at være flere, når det er lidt uhyggeligt og man skal tage hurtige, vigtige beslutninger.

Spillet kan umuligt være for alle. Der er ingen zombier der skal skydes, intet guld der skal scores (tror jeg). Til gengæld kunne dette være det mest medrivende spil i 2010. Samtidig med at det definitivt er for voksne. Jeg ser i hvert fald frem til at spillet udkommer i slutningen af februar.

Besøg Quantic Dreams hjemmeside

Spillet udkommer d. 22. februar 2010 kun til Playstation 3