| MAG betatest (PS3) |
| Skrevet af Johannes Wørts |
| Onsdag, 27. januar 2010 10:19 |
|
Bemærk: det følgende er baseret på beta-testen i november 2009. Redaktøren havde bare glemt at han havde fået teksten af den flittige og pligtopfyldende skribent :( MAG - eller Massive Action Game som spillet lidt ukærligt bliver kaldt - er Zipper Interactives bud på et virkelig massivt actionspil til Playstation 3. Zipper har tidligere udviklet den populære Socom-serie, så de ved hvad det handler om. MAG skiller sig primært ud fra andre actiontitler ved at tilbyde et stort antal spillere online i samme kamp - helt præcis op til 256 spillere, hvilket giver ret vanvittige møder på slagmarken. Vi har testet den åbne beta, hvorefter vi må konstatere at MAG ser ud til at blive et værdigt forsøg på at skabe realistisk, digital krigsførelse online. MAG prøver ikke på at have den mest omfattende fortælling, men alligevel er der en vis mytologi tilknyttet de mange kampe. I 2025 gider lande ikke selv føre krig, så de betaler private firmaer, for ikke selv at få hænderne beskidte. Der er tre fraktioner i MAG, en europæisk konstellation ved navn Raven der fokuserer på den nyeste teknologi, en amerikansk gruppe af elitesoldater kaldet Valor der fokuserer på taktik og kampevner, samt en post-sovjetisk gruppe - S.V.E.R - en enhed der fokuserer på overraskelsesangreb. MAG står til udgivelse d. 27. januar, 2010, så det er en relativt færdig version vi har testet. Derfor føles spillet allerede solidt og veltestet, hvilket er en stor fordel. Der skal ikke herske tvivl om at MAG er et svært spil at komme i gang med - grundet de ret strenge retningslinjer for hvornår jeg kunne spille betaen, endte jeg med at blive kastet lidt ud i kampene. Det var ret overvældende at blive pløkket ned fra alle sider, men jeg fik umiddelbart en fornemmelse af at det udelukkende var min egen skyld grundet manglende kompetencer. Der er store muligheder for at opgradere sin soldats evner, hvilket sker i et vedvarende univers. Funktionen føles mest af alt som en videreudvikling af Modern Warfares level-system, hvilket bestemt er store roser at give et skydespil. Det vedvarende aspekt synes at øge incitamentet til at danne onlinefællesskaber. Spillets informationer kommunikeres gennem interfacet, der desværre synes at fylde en uhensigtsmæssigt stor del synsfeltet. Der sker konstant noget, enten på oversigtskortet eller i spillerens vinkel og det kan til tider være svært at følge med. Problemet virker som værende mere end blot et tilvænningsspørgsmål, for jeg blev i alle tilfælde fuldstændig forvirret af de myriader af meddelelser der konstant poppede frem på skærmen. Heldigvis er skydedelen helt i top - hektisk og dragende action med massevis af spillere slår sjældent fejl. Heller ikke i tilfældet MAG, hvor det høje spillerantal sørger for konstant underholdning. Samtidig er spillets match-making virkelig hurtig og effektiv, hvilket højner fornøjelsen ganske betragteligt. MAG er hverken det flotteste eller lettest tilgængelige skydespil på markedet, men det virker til at blive et glimrende bud på semi-realistisk action. Det er imponerende så godt integreret de mange spillere er, især med henblik på hvor flydende spillet afvikles. Besøg spillets hjemmeside
|
| Senest opdateret: Onsdag, 27. januar 2010 11:30 |