|
Formel 1 kaldes, ikke uden grund, kongeklassen inden for motorsport. Desværre har mange Formel 1 spil meget svært ved at leve op til samme prædikat. Nu har Codemasters heldigvis fravristet Sony licensen, så vi dels kan nyde F1 spil på alle platforme igen (med Sony var det PlayStation-eksklusivt) og dels kan nyde F1 spil fra en udvikler, der har gjort det rigtig godt de seneste år med bil-spil (har du aldrig prøvet GRID, så køb det til billige penge nu).
Som navnet mere end antyder, simulerer F1 2009 hele 2009 sæsonen, hvor Button som bekendt kørte sig til en højst overraskende VM-titel. Alle aktuelle baner, teams, kørere, sponsorer osv. er med. Du kan som i andre F1 spil vælge at køre et hurtigt løb, at køre en sæson eller tage det lange, seje træk i karrieredelen. Altså lang og lang, det er nærmere som et hurtigt pitstop, da den kun indeholder tre sæsoner. Det er næppe nok på de høje sværhedsgrader til at nå helt til tops.
Uanset, hvad du vælger, kommer du naturligvis igennem alle dele af en rigtig F1 weekend inklusive de forskellige træningssessioner, de tre kvalifikationsrunder og løbet. Det viser sig hurtigt, at F1 2009 ikke er så arkadeagtigt som Sonys F1 spil til PSP’en, der godt nok blev bedre med årene, men som stadigvæk skuffede mange F1 fans. F1 2009 har større ambitioner og ligger lunt mellem et arkadespil og simulation, så både nybegyndere og eksperter kan være med. Der er de sædvanlige hjælpemidler som i yderste konsekvens dog nærmest får bilen til at køre på skinner. Gør dig selv en tjeneste og nøjes med færrest mulige, du kan altid indstille modstandernes evner, så de passer med dit køreniveau.
 Styringen overraskede mig meget negativt de første par minutter, min racer skøjtede rundt på banen, som en dag, hvor kommunernes snerydningsbudget er opbrugt. Det viste sig, at det var den analoge controller, som var enormt svær at bruge – piletasterne derimod virkede perfekt. Herefter var køreoplevelsen en stor fornøjelse. Derudover er det de små detaljer, der adskiller F1 2009 fra arkadeoplevelsen. Du kan slå materielle nedbrud til, så bilerne kan udgå fra løbene, du kan køre med dynamisk vejr, så det kan vælte ned med regn (eller holde op igen, så du skal skifte dæk) og du kan selvfølgelig tune din bil. De nyeste teknologiske udviklinger er naturligvis også med inklusive KERS systemet, der giver dig et kortvarigt boost.
 Der er et ganske omfattende udvalg af tuningsmuligheder lige fra, hvor lavt raceren skal ligge til de enkelte gearskift, men Codemasters har for det første lavet rimeligt fine setups til alle baner og for det andet inkluderet et par hurtige tuningsmuligheder for dem af os, der ikke gider fedte med mikrodetaljer. Her kan du fx vælge, om dine gear skal tunes til tophastighed eller til acceleration. Nemt og ligetil.
 Desværre knækker filmen, når du møder modstanderne på banen. Jeg savner den intense konkurrence fra GRID, hvor computermodstanderne stort set gjorde det lige så godt som rigtige spillere. I F1 2009 har de tendens til at køre ind i dig under nedbremsninger eller overhalinger, og så har Codemasters lagt alt for meget vægt på vindskyggen. Kører du bag en modstander, vil du selv på lang afstand nærmest blive suget hen til ham for derefter at katapultere forbi ham med et enormt fartoverskud. Det samme gælder for computerkørerne, der således er meget nemme at overhale, men næsten umulige at køre fra. Det giver en meget ujævn løbsoplevelse.
Hvis du bliver træt af at køre de sædvanlige løb, har Codemasters en række udfordringer klar til dig i Challenge Mode og Time Trial. Specielt Challenge Mode er velegnet til et hurtigt spil på PSP’en. Du skal fx overhale så mange biler som muligt på tid, køre gennem checkpoints eller køre om kap med én modstander.

Bil-spil plejer at presse PSP’ens begrænsede ressourcer til det yderste og kan næsten aldrig opnå den perfekte balance mellem flot grafik og fartfornemmelse. Det gælder også for F1 2009, som byder på en fremragende fartfornemmelse, men som også har fået skåret mange detaljer fra i processen. Banerne og bilerne er ganske enkelt kedelige. Til gengæld er der ikke mange problemer med ”pop-up” grafik, der pludseligt dukker op. Lyden er som i stort set alle Formel 1 spil med rimelig motorlyd og radiokommunikation med dit team. F1 2009 rammer rigtigt, når det handler om køreoplevelsen og indeholder alt det, et Formel 1 spil skal indeholde (der er jo ikke meget revolution i denne genre). Der er karriere, udfordringer, alle regler og de rigtige licenser. Spillet ligger perfekt mellem arkade og simulation på netop denne platform, men computermodstanderne ødelægger desværre noget af oplevelsen.

7 ud af 10
Udvikler: Codemasters
Producent/Distributør: Codemasters
Besøg spillets hjemmeside
Også ude til: iPhone, Wii

|