Joomla! AddThis

Home icon Home»Playstation»PSP-Anmeldelser»Dante’s Inferno (PSP)
Dante’s Inferno (PSP) PDF Udskriv Email
Skrevet af Christian Busk   
Fredag, 19. marts 2010 15:38

Dante's InfernoDe fleste kender nok Dante’s Inferno fra enten Xbox 360 eller PlayStation 3 – men Electronic Arts har rent faktisk også udgivet en håndholdt version til Sony PSP. Spillet er stort set identisk med de to store versioner – og det er faktisk lidt bekymrende, for vi har tidligere set hvor galt det kan gå, når et konsolspil konverteres direkte over på PSP, uden rigtigt at tage højde for den håndholdte platforms styrker og svagheder.

Dante’s Inferno er inspireret af den italienske politiker og digter, Dante Alighieris’, kæmpemæssig værk La Divina Commedia, eller på dansk; Den Guddommelige Komedie. Dette enorme digt blev skrevet fra 1308 og frem til hans død i 1321 og består af mere end 14.000 linjer tekst og beskriver hans rejse igennem Helvede, Skærsilden og til sidst Paradis. Dette spil er baseret på den første del af historien, Helvede (Inferno).

Dantes rejse til underverdenen begynder, da han finder sin elskede kone, Beatrice, myrdet. Netop som han finder hende, kommer Lucifer for at hente Beatrice, da han vil gøre hende til sin kone, så han kan undslippe helvede og overtage Guds trone. Det leder Dante igennem Helvedets ni ringe og kaster ham ud i utallige kampe mod Lucifers håndlangere. La Divina Commedia er uden tvivl sin tids vigtigste italienske litterære værk og anses også for et højdepunkt i verdenslitteraturen. Og derfor er det også ganske rart at opleve, et actionspil med en ganske tung historie, selv om der ikke gøres frygtelig meget ud af den i løbet af spillet.

 

Dante's Inferno

Dante’s Inferno er et typisk hack & slash spil og det er svært ikke at sammenligne det med God of War: Chains of Olympus, da rigtigt mange ting er helt ens. Action er der masser af og i løbet af spillet får man som altid adgang til nye våben og færdigheder, som løbende kan opgraderes. Det er ligeledes muligt, at gøre brug af magi og specielle egenskaber, som giver forskellige fordele i forhold til fjenderne. Den vilde action krydres med en række forskellige simple gåder, som skal løses før man kan komme videre i spillet. Det kræver ikke de store hjernevridninger for at regne dem ud, men man bruger alligevel en del tid på dem.

Dante's Inferno

Der er flere udfordringer med at konvertere et spil, mere eller mindre direkte fra Xbox 360 og PlayStation 3 og over på PSP. En af dem er, at man spiller på en anden måde på en PSP end f.eks. på Xbox 360. En PSP bruger man gerne i kortere tid ad gangen, f.eks. i bussen eller i toget, mens man spiller i længere perioder når man sætter sig i sofaen med sin Xbox 360 kontroller. Noget andet er, at PSP’en mangler både en styrepind og to skulderknapper i forhold til Xbox og PlayStation controllerne, så spillets styring skal ofte tilrettes og skrues lidt anderledes sammen til PSP-versionen af spillet.

Dante's Inferno

Gameplayet i Dante’s Inferno egner sig faktisk fint til en håndholdt maskine, da det er noget man kan tage i små portioner uden at det ødelægger noget for spillet. Styringen virker ganske fint, selv om den er noget stiv og tung i det og man har ikke helt den samme frihed og lette styring som i de store konsolversioner. Desværre skæmmes spillet af et utal af indlæsningsskærme – alene når der skal vises en mellemsekvens, afbrydes spillet og der indlæses i 2-3 sekunder. Det sker ganske ofte og man bliver hurtigt træt af det.

Dante's Inferno

Dante’s Inferno ser ganske nydeligt ud, dog uden at det skiller sig nævneværdigt ud fra andre PSP spil. Grafikken kører for det meste flydende og den er rimelig detaljeret, men man savner dog lidt grafisk lir – men den grafiske side fungerer som den skal og man er ikke i tvivl om, at man er på vej igennem Helvede. Lydsiden er mere middelmådig, hvis man lige ser bort fra stemmerne. Musik er der ikke meget af og lydeffekterne er… ja middelmådige, men fungerer dog. Stemmerne i mellemsekvenserne er rigtigt gode og passer godt til de forskellige personer.

Dante's Inferno

Dante’s Inferno er et ganske fint actionspil til PSP, som dog ikke skiller sig meget ud fra mængden. Grafikken kunne måske have været lidt mere sexet og lydsiden savner lidt tyngde, men actionen fejler ikke noget og den lidt tunge og kluntede styring kan man lære at leve med. Historien er ganske god og gameplayet er let at gå til – men spillet minder lidt for meget om God of War, selv om det måske ikke er det værste spil man kan planke ideer fra.

Hvis man står foran at skulle på langfart og mangler et actionspil som underholdning, er Dante’s Inferno et fint valg – turen må dog ikke være for lang, for spillet kan gennemføres på en god lang eftermiddag. Har man ikke noget specifikt behov for at være mobil, og sidder man alligevel hjemme i sofaen med sin PSP, vil jeg anbefale at man vælger spillet til enten Xbox 360 eller PlayStation 3 hvis det er muligt.

Dante's Inferno


7 ud af 10

Udvikler: Artificial Mind and Movement

Producent/Distributør: Electronic Arts

Besøg spillets hjemmeside

Også ude til: PS3, Xbox 360

18ogvold

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: Torsdag, 03. februar 2011 15:55