Joomla! AddThis

Home icon Home»Wii & DS»DS-Anmeldelser»Pokemon Black & White (DS)
Pokemon Black & White (DS) Udskriv
Skrevet af Janove Damgaard   
Søndag, 13. marts 2011 19:36
Pokemon Black & WhiteDengang Pokemon Red og Blue udkom var jeg fuldkommen opslugt af serien. Jeg erhvervede mig samtlige af de små dyr, og sendte endda mit Gameboy spil ind til Nintendo for at få et eksemplar af Mew til min samling. Jeg var totalt bidt af konceptet.

Der er dog løbet en del vand under broen siden dengang, og efter udgivelsen af Red & Blue har der været et utal af udgivelser i serien, men med hver enkelt udgave er der kommet flere og flere lag i spillet, flere Pokémons og alt for meget at give sig til. Gennem årene er jeg blevet hægtet mere og mere af vognen, og om det så betyder jeg er blevet for gammel til at holde styr på de mange mekanikker, eller om Nintendo bare ikke kunne finde på andet når de skulle innovere indenfor genren er svært at sige.

Pokemon Black og White prøver dog at starte helt forfra. Gå tilbage til de koncepter der gjorde serien så fantastisk til at begynde med, og ikke mindst tage de bedste ideer fra de sidste ti udgivelser i serien, og implementere dem på en ny og frisk måde. Black og White er essentielt set en ny start for serien, og det er oveni også det første Pokemon spil, der er bygget fra bunden af til at være på DS platformen.

Pokemon Black & WhiteSelvom dette er en frisk start for serien, så følger spillet tilnærmelsesvis stadigvæk den meget velkendte struktur fra de forrige spil. Du starter stadigvæk med at vælge en af tre Pokemons (græs, vand eller ild), du har to rivaler som også er dine venner, og du skal ud og blive verdens bedste Pokemon træner. Det er alt sammen bekendt, men det er i detaljerne, at de nye ændringer forhindrer spillet i at føles som deja-vu.

Med udgivelsen af Black og White er der selvfølgelig kommet nye Pokemons til bordet; 151 af dem for at være præcis, men modsat alle de andre Pokemon spil, så vil alle de gamle kendinge ikke være at finde i spillets nye region, før du har gennemført historien. Det betyder, at du kun kommer til at møde de 151 nye Pokemons indtil du har kæmpet dig igennem spillets kampagne del, og det puster overraskende meget friskt liv i hele spiloplevelsen. Da du ikke længere skal kæmpe mod den uendelige hær af Zubats i spillets underjordiske huler, eller løbe ind i Pikachu og de andre gengangere fra serien.

Pokemon Black & WhiteSelv med de ny Pokemons, så er skabelonen og udformningen stadigvæk mere eller mindre den samme, som den plejer at være. Hvilket skader indtrykket af spillet, specielt da der under overfladen er sket nogle ret interessante ændringer med spillets basis formular. Først og fremmest er tempoet skruet en hel del op i spillets mange kampe, og alting føles mere dynamisk. Dette er ikke kun takket være de nye animationer under kampene, der gør ens Pokemons til andet end statiske billeder, men også at den generelle afvikling af kampene er en hel del hurtigere. Overordnet skaber det et langt mere interessant spil, der flyder bedre og dermed bliver sjovere at spille, da det føles mere lettilgængeligt, og mere interesseret i at lade en komme til fadet hurtigst muligt i kampsituationer.

Udover det, så er der gjort en masse for at strømline hele spilprocessen, og gøre hele progression langt mere intelligent opbygget. Den første leder af et Pokemon Center ændrer sin pokemon-type afhængigt af, hvilken type Pokemon du valgte at starte med, så du vil blive udfordret uanset hvad. Ligeledes er de dybere spilmekanikker blevet strømlinet en hel del. Hvilket blandt andet fjerner frustrationen med éngangs evner, som kan smides på ens Pokemon, ved at give dig mulighed for at bruge dem et uendeligt antal gange
Alle de små ændringer er dog ikke nok til at for alvor at ryste op i hele konceptet. Men de giver indtrykket af, at der har været tænkt over hvordan folk spiller spillene, og hvad der har været frustrerende gennem de sidste mange udgaver, og disse ting er der blevet taget hånd om.

Pokemon Black & WhiteUdover spillets 40 timer lange singleplayer-kampagne, så er der også spillets online del, som er yderst robust. Der er både mulighed for at bytte, dyste og endda chatte via DSi og DSi XL’s indbyggede kamera. Online delen i Black og White føles langt mere gennemtænkt end hvad den har været i tidligere Pokemon titler, og det giver anledning til langt mere levetid efter kampagnen er overstået.

Black og White genopfinder ikke hele Pokemon serien, eller starter det hele forfra. Men de formår at fjerne alt det unødvendige fyld der har plaget serien de sidste mange år, og i stedet koge det ned til en sylespids præcision af hvad der gør serien god og underholdende. Hvis du kørte død i serien for år tilbage, men stadigvæk finder Pokemon konceptet tiltalende, så er Black og White noget nær den definitive Pokemon oplevelse.

 

 


9 ud af 10 

Udvikler: Nintendo

Producent/Distributør: Nintendo

Besøg spillets hjemmeside

3Online

Senest opdateret: Tirsdag, 15. marts 2011 08:42