Endnu et år – endnu et sportsspil… nej, undskyld, jeg mener endnu en udgave af den gådeglade Professor Laytons magiske eventyr. Level 5’s ensartede udgivelser har efterhånden nået sportsgenrens årlige opdateringsniveau og således er der meget få nyheder i The Spectre’s Call, som følger sine forgængeres efterprøvede formular ganske stringent. Professor Layton-serien handler om at løse gåder og opklare mysterier i en dyster og skæv verden og seriens udgivelser har leveret en konsistent, om end ret rutinepræget kvalitet. Det betyder dog ikke at jeg er blevet træt af gåder og underfundige fortællinger, for ligesom jeg hvert år nyder FIFA’s nyskabelser, er de opfindsomme hjernevridere og den dragende mytologi nok til at suge mig ind i endnu et eventyr om professoren og hans assistent, Luke.
The Spectre’s Call adskiller sig dog ved sine forgængere ved at foregå før seriens øvrige udgivelser. Professor Layton får ved spillets start en ny assistent, Emmy, der skal hjælpe ham med at opklare en mystisk sag i byen Misthallery. Et gigantisk væsen terroriserer byen om natten, men det viser sig hurtigt at borgmesterens søn ved mere om monstret end han vil ud med.
Den unge mand viser sig hurtigt at være ingen ringere end Luke, der senere skal blive professorens trofaste assistent. For fans af serien, er fortællingen i The Spectre’s Call derfor både interessant og en videreudvikling af seriens mytologi, men grundlæggende er The Spectre’s Call også en tilbagevenden til seriens rødder, idet fortællingen føles mere nærværende og intim end især sidste års The Lost Future, der simpelthen føltes for overdreven.
Grundlæggende føles The Spectre’s Call som en finpudsning af seriens klassiske koncepter og de flotte detaljer i billede og lyd er med til at skabe en virkelig spændende stemning. Dog er spillets gåder stadig en tand for klassiske – nu har vi vist flyttet nok tændstikker og kasser, samt gættet alderen på fire forskellige personer.
Der er simpelthen for megen genbrug, men også en række alt, alt for lette gåder, der udelukkende er baseret på en meget simpel visuel detalje. Andre gåder er stadig udfordrende og interessante, men det er tydeligt at serien får stadig sværere ved at udvikle nye gåder og finde på overraskende elementer.
Samlet set er udvalget af gåder dog ganske tilfredsstillende og kombineret med den spændende fortælling, er The Spectre’s Call bestemt en af de bedste udgivelser i serien. Level 5 har formået at fokusere på de vigtige detaljer, nemlig den velskrevne dialog, kombineret med varierede gåder, i stedet for at overdrive plottet fuldstændig. Resultatet er et af årets bedste eventyr, men samtidig er The Spectre’s Call også et udtryk for en stagneret serie, der er nødt til at forny sig.
Adobe Flash Player not installed or older than 9.0.115!