Spillet tager sin start på skolen Raimon, hvor du hopper i fodboldskoene på Mark Evans, en ung fodboldelskende knægt, som spiller for den lokale klub. Klubben står dog overfor lukning, og vil kun forblive åben, hvis den kan vinde det nationale mesterskab, som den regerende vinderklub har vundet uden problemer de sidste 17 gange.

Mark må nu løbe skolen rundt for at samle det bedst mulige fodboldhold, og bringe klubben til toppen af sejrsskamlen, for at holde klubben i live, og leve op til hans bedstefars legende som en af landets bedste fodboldspillere.

Historien i Inazuma Eleven er simpel, forudsigelig og ganske ligetil. Det bliver præsenteret stort set som en tegnefilm, og selvom det ikke er spillets primære motivationsfaktor, så er det underholdende på den simple måde, når det hamrer dets venskabsmoraler og sportens æreskodeks hjem med alt andet end subtile bemærkninger. Det er uden substans, men historien formår stadig at være drivkraft for det der er det vigtige i Inazuma, nemlig de underliggende spilsystemer.

Selve spiloplevelsen i Inazuma er utroligt svær at beskrive uden at lave nogle referencer til andre velkendte spil. Det er en blanding mellem FIFA, Pokémon og Final Fantasy. Det lyder absurd og underligt, og det er det unægteligt også. Alle konfrontationer i spillets afgøres ved hjælp fire med fire fodbold dueller, bosskampe afgøres ved hjælp af store 11 mod 11 fodboldkampe og indsamlingen af nye medlemmer til klubben ligner Pokémon i det du skal ud og opsøge de nye klubmedlemmer, besejre dem i dueller og dernæst finde ud af om de er gode nok til at blive en fast del af gruppen. Det er en underlig idé at alt kan løses med fodbold, men indenfor universet, virker det overraskende plausibelt og underholdende.

Problemet med det blandede gameplay er dog, at menuerne og den generelle brugergrænseflade simpelthen ikke er bygget til at gøre det til en flydende oplevelse. Efter nogle timers spil så får du pludselig overskydende fodboldspillere, og hvis du vil skifte spillere ud fra dit faste hold, så er det ikke noget der kan gøres de logiske steder i spillet, men i stedet er denne absolutte vitale funktion gemt væk i en samtale med en person ude foran ens klubhus. At det ikke er lettilgængeligt i en menu er yderst frustrerende, og det understreget spillets største problem: Det fortæller dig simpelthen ikke nok, og forventer du ved det hele på forhånd.

Denne mentalitet om forhåndsviden strækker sig ikke kun til at skifte spillere ud, men også fundamentale ting som at købe bedre udstyr til spillere, tildele dem nye specielle angreb og andre lignende funktioner der alle falder i kategorien af ”særdeles vigtige for videre progression i spillet”. Dette kombineret med uintelligente menuer og alt for mange krumspring for at udføre simple handlinger, gør en ellers virkelig interessant idé alt for frustrerende.

Specielt når spillets fundamentale gameplay er ganske underholdende, og formår at blande rollespilselementer med hvad der normalt forbindes med fodboldspil. I kampe kontrollerer du hele holdet ved at tegne løbebaner for dem med pegepinden, og ved at trykke på banen kan du sparke bolden af sted i en vilkårlig retning. Mand mod mand dueller falder dog tilbage til rollespilsland. Her indtræder en række forskellige faktorer, som det niveau ens spiller er på, evner og andre numeriske værdier når et angreb eller forsvarsmanøvre skal aktiveres. Blandingen mellem aktiv kamp, og disse næsten turbaserede instanser skaber en underholdende og ganske varieret spildynamik, specielt fordi det fundamentalt set stadig er en fodboldkamp, der udspilles og derfor er strategi samt oveblik stadig essentielle elementer at drage ind på slagmarken.

Det overblik er dog til tider ganske svært at skabe sig, et problem ens modstandere dog ikke har. Du har mulighed for at pause kampen på et hvilket som helst tidspunkt, og give ordre til alle dine medspillere, men knappen til dette sider gemt godt oppe i højre hjørne af touch-skærmen, og det tager to til tre sekunder før spillet skifter fra aktivt til pause, hvor du kan give ordre, hvilket udover at udløse ekstrem frustration, også kan føre til ufrivillige handlinger fordi spillet er så langsomt til at skifte imellem pause og aktiv handling. Det er dog ikke nødvendigt at pause spillet for at opnå succes, men hvis man prøver at skabe et dybere strategisk lag i spillet, så er det en større frustration i den samlede spiloplevelse.

Men selv med den frustration til stede, så er spillet fantastisk sjovt. Det er underholdende, at træne ens spillere og se dem være markant bedre fra kamp til kamp, opleve at de får nye evner, bringe dem ind i de taktiske overvejelser og vægte hvornår de skal aktiveres. Dette blandet med den evige jagt på nye, og bedre, spillere giver et spil der formår at være overraskende varieret på trods af dets smalle fokus på fodbold.

Inazuma Eleven formår at fusionere genrer, der simpelthen ikke burde fungere sammen, og ene og alene det at der er kommet et umådeligt underholdende spil ud af det, er prisværdigt. Det er bare ærgerligt, at det enorme potentiale der gemmer sig i konceptet ikke bliver fulgt til dørs af en dybere spiloplevelse, eller mere brugervenlig tur igennem hvad japanere mener fodbold er.

7 ud af 10 

Udvikler: Level-5

Producent/Distributør: Nintendo

Besøg spillets hjemmeside