| Kirby's Epic Yarn (Wii) |
| Skrevet af Jacob Herold Nielsen |
| Mandag, 07. marts 2011 14:13 |
|
Lad det være klart med det samme. Kirbys Epic Yarn er enormt sødt. Utroligt sødt. Faktisk er Kirbys Epic Yarn så sødt, at det burde komme med en erklæring fra tandlæger, der understreger at al håndtering er på eget ansvar. Det er så sødt, at det er lige før at undertegnede var nødt til at rende ned på gaden og sparke en tilfældig hundehvalp flere gange under gennemspilningen, for ikke at blive til en lyserød Disney-prinsesse. Så sødt er det. Kan man rendere et spil i garn? De fleste gamere er nok på et eller andet tidspunkt stødt ind i udtryk som Direct3D og OpenGL, men garn? Kirbys Epic Yarn kunne være et godt bud på hvordan et spil ville se ud, hvis det hele var enten hæklet eller strikket, og derefter fik liv med lidt magi og en masse algoritmer. Der er dog ikke magi inde over, men ganske almindeligt godt håndværk af den teknologiske slags, der ligger bag Kirbys Epic Yarn, der er udviklet af japanske Good-Feel og HAL Laboratory.
Kirby, den lille lyserøde, altædende skabning er tilbage i sit 10. eventyr, og har denne gang forvildet sig ind i Patchland (Lapland?), hvor alt består af en eller anden form for stof, garn og tråd. Grunden til at han er endt dér, er at han kom til at spise troldmanden Yin Yarns magiske metatomat, og derfor bliver bandlyst til den noget mere uldne virkelighed. Her møder Kirby Prins Fluff, der forklarer at Yin Yarn har fanget både Kong Dedede og Meta Knight og taget kontrol over dem. For at få orden på sagerne igen, skal Kirby finde de magiske stykker garn og sy Patchland sammen igen. Kirby har ikke længere sin klassiske forslugenhed, men kan i stedet lave sig om til en række objekter, selvfølgelig alle i et eller andet garn-format. Udvalgte steder er der også mulighed for noget lidt vildere, såsom en mecha-muldvarp eller en koloenorm garn-kampvogn.
Kirbys Epic Yarn er nemt at finde rundt i, og det bliver hurtigt tydeligt at spillet ikke er rettet mod den ældre generation. Det kræver ikke den store finesse at nå til slutningen af banerne, og spillet er enormt tilgivende over for fejltrin. De ældre spillere vil dog kunne nyde den grafiske stil, der er uhyggeligt gennemført, udfordringen i at få alt på banerne med, om end den er lille og de mange sjove elementer i spillet, der oser af Nintendo-klassiker. Mange af stederne minder lidt om en sukret udgave af midt-halvfemsernes Mario-spil, men tag dog ikke fejl – både historie og spillet er for børn.
Stilen er fantastisk gennemført, og bruges gennem hele spillet også i gameplayet. Når Kirby udraderer en modstander, vikles vedkommende harmløst ud til lidt tråd og nogle knapper; det er stille, roligt og børnevenligt. Andre steder kan Kirby manipulere med baggrunden, ved for eksempel at åbne lynlåse, og derved afsløre hemmelige områder, eller trække i nogle knapper eller noget tråd, for at trække banen sammen, så Kirby kan komme over en ellers faretruende afgrund. Det er brugt så gennemført godt at det aldrig bliver trættende, og det er lige sjovt første gang man hiver i en knap for at klappe en bane sammen, som det er den halvfjerdsindstyvende gang, hvor man lukker en stofvulkan på samme måde.
Det hele er overordentligt charmerende og det ville være det perfekte spil til børneværelset, hvis det var på dansk. Det er det desværre ikke, men det bør ikke være afgørende, da det stadig kan nydes uden fortællerdelen af den småfjollede historie, der stadig kan tolkes gennem spillets billedsprog. Det er endda perfekt til et søskendepar, da alle banerne kan spilles med to spillere. Den grafiske stil er nærmest en milepæl for Wii’en og understreger at alt ikke behøver at være i fancy High Definition for at man kan holde ud at se på det. (Ingen hundehvalpe kom til skade under gennemspilningen af Kirbys Epic Yarn, men der var en kat der stak af, hvilket dog ikke var relateret.)
8 ud af 10Udvikler: Good-Feel/Hal Producent/Distributør: Nintendo Besøg spillets hjemmeside |
| Senest opdateret: Tirsdag, 08. marts 2011 07:27 |
Advarsel: Nedenstående anmeldelse indeholder vurdering af et produkt, der kan give huller i tænderne.

