Man kan med rette argumentere for, at den japanske rollespilsgenre er stagneret en smule på denne generation af konsoller, hvor flere og flere genrer i stedet inkorporerer elementer fra den vestlige rollespilstradition, hvor moralske valg og åbne verdener har vist sig mere populære end timelange mellemsekvenser og turbaserede kampsystemer.

Derfor har det japanske rollespil kunnet vælge enten at tage kampen op ved selv at udvikle genren, eller blot at opgive ævred og langsomt forsvinde fra spilmarkedet.

Det ser ud til at genren efterhånden har valgt den sidste mulighed, med kun enkelte fremragende titler i ny og næ. Sidste års Final Fantasy XIII var omdiskuteret, men viste i undertegnedes øjne, at genren stadig har potentialet til at fortælle episke historier og dragende verdener og nu er Xenoblade Chronicles endelig landet.

Xenoblade er skabt af Monolith og instruktøren Tetsuya Takahashi, der tidligere har stået bag klassikere som Secret of Mana og Chrono Trigger. Men Takahashis arbejde har også vist sig at kunne dele vandene – først med Xenogears, som stadig står som et af de mest ambitiøse og – frem for alt – prætentiøse japanske rollespil, og senere med Xenosaga trilogien – en række ”spil”, hvis primære udtryksform viste sig at være mellemsekvenser, der ofte varede flere timer.

Derfor vil den utålmodige læser allerede nu have forkastet Xenoblade som endnu et eksempel på japansk patos, men det er ærgerligt, for Xenoblade viser sig at være et af de mest moderne og relevante bud på den japanske rollespilsgenre.

Xenoblade Chronicles er et spil med stort S, hvor fokus er på eventyr, kamp og tonsvis af missioner i den store og fascinerende verden. Helt atypisk for Takahashi, træder fortællingen faktisk i baggrunden for spillerens løbende interaktion med verdenen, men når historien skal fortælles, er Xenoblade forfriskende kortfattet, præcis og væsentlig i sit udtryk.

Mest interessant er selve spilverdenen, hvor to gigantiske kolosser engang i tidernes morgen, kæmpede en drabelig kamp. Undervejs døde de begge, men efterlod deres kroppe stående forbundet af to dødelige slag, som skaber en art bro mellem dem. Disse giganter, forstenede og bevokset af naturens udvikling, er selve den verden vores helte lever på.

Allerede her fangede Xenoblade min interesse, for denne verdenskonstruktion giver mulighed for at skabe nogle virkelig interessante scenarier. Vores helt, Shulk, er en klassisk type – forældreløs og bundet af en stor byrde – men heldigvis er han ikke særlig præget af det tungsind, som alt for ofte rammer disse japanske helte. I stedet er Shulk og hans venner bundet sammen af et tæt og dybt venskab, der undervejs løbende udvikler sig.

Shulk skal grundlæggende redde verden fra en invaderende hær af robotter, men det er faktisk den løbende personudvikling som er i fokus, hvilket virkelig spiller på de kvaliteter det japanske rollespil har. Der gives tid og plads til udviklingen af de enkelte personer, men fortællingen præsenteres i små, kompakte bidder, som aldrig synes at tage fokus fra spillerens egentlig interaktion, der er inddelt i kamp, udforskning og missioner.

Spillets verden er kort sagt gigantisk, med masser af incitamenter til at tage på opdagelsesrejse væk fra de planlagte mål. Rundt om hvert et hjørne synes at være et nyt og fascinerende område at tage fat på og man kan hurtigt blive opslugt og distraheret af blot at undersøge de mange lokaliteter.

Missioner præsenteres i klassisk MMORPG-form, som i World of Warcraft, ved at personer man møder på sin færd rundt i verden, nogle gange har et spørgsmålstegn over hovedet. I starten synes der at være et overskueligt antal af disse ekstra missioner, men senere eksploderer antallet i et ofte uoverskueligt inferno. De fleste af disse missioner er ikke synderlig involverende og består oftest af en eller anden form for indsamlingsopgave, men de er heldigvis underholdende nok til at understøtte deres egentlige formål, nemlig at udvikle Shulk og hans venners egenskaber, sådan at de er i stand til at klare sig mod de stadig sværere fjender.

Man bliver sjældent holdt i hånden i Xenoblade, men er selv nødt til at opleve om man er klar til at tage eventyrets næste skridt – og er man dårlig forberedt, skal man nok møde en særlig udfordrende fjende, som gerne vil lære Shulk en lektie eller to.

Japanske rollespil er naturligvis ganske drevet af kamp, hvorfor et fornuftigt og dybt kampsystem er nødvendig for at holde interessen fangen. Netop her excellerer Xenoblade, ved at kombinere de fremragende idéer fra Final Fantasy XII, hvor man programmerer sine holdkammerater til at udføre forskellige handlinger i forskellige situationer, med en mere direkte kontrol over en enkelt person.

Kamp er således ikke turbaseret, men opstår dynamisk i de miljøer man udforsker, men de forfalder i modsætning til de mere action-orienterede japanske rollespil, ikke til ren hack’n slash. Xenoblade er svært, men er samtidig dybt tilfredsstillende, idet kampsystemet er dybt nok til at præsentere en lang række forskellige udfald af hver enkelt kamp.

Da Xenoblade kun udkommer på Wii, er spillets tekniske side naturligvis ikke synderlig imponerende, men alene størrelsen af spillets verden og det faktum at der ingen forskel er mellem by og landskab – ser du en bjergtop kan du rejse derhen – gør, at man ofte kan blive slået over omgivelsernes naturlige skønhed.
Det er faktisk svært at se hvordan Xenoblade kunne have været bedre – fortællingen fastholder sin fascinationskraft hele vejen igennem det lange og komplekse spil og kampsystemet viser sig konstant at indeholde nye aspekter, hvilket gør oplevelsen både varieret og svært underholdende. Man skal dog være opmærksom på at Xenoblade ikke holder sin spiller i hånden. Der er ingen grænser i verdenen, hvilket betyder at man konstant kan falde ned og dø, men dette gør også verdenen langt mere levende og håndgribelig.

Samtidig kan Xenoblade være meget overvældende og det kræver bestemt megen tid både at sætte sig ind i de forskellige mekanismer, men også at forstå verdenen og fortællingen. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at Xenoblade er blandt de absolut bedste japanske rollespil i nyere tid og såfremt genren formår at overleve lidt endnu, må man håbe at Xenoblade viser andre udviklere hvordan man revitaliserer en ellers opgivende genre.

9 ud af 10

Udvikler: Nintendo

Producent/Distributør: Nintendo

Besøg spillets hjemmeside