Fra de første indbydende toner rammer øregangene, er man allerede tilbage i nostalgiens trygge hænder – The Legend of Zelda: Skyward Sword er en fantastisk sammensmeltning af de to dominerende retninger i det efterhånden ganske ekspansive Zelda-univers, nemlig de dystre toner fra Ocarina of Time og de farverige oceaner fra Wind Waker. Faktisk minder Skyward Sword mest af alt om en mere spiselig udgave af det ofte oversete Majora’s Mask, der sammen med Wind Waker er undertegnedes personlige favoritter i Zelda-universet.

Skyward Sword byder på den måske bedste struktur serien nogensinde har set, men formår samtidig at integrere fortællingens dystre og meget interessante tematik med en utrolig verden, fyldt med farver, glæde og personlighed. Samtidig er Skyward Sword også et bevis på, at bevægelsesfølsom styring rent faktisk kan forbedre og revitalisere en allerede etableret spilserie.

 På mange måder er Skyward Sword et bevis på hvad Nintendo Wii kunne have været – en unik platform for interessante eksperimenter, hvor stagnerede spilserier kunne genopfriskes, men paradoksalt nok, er Skyward Sword den sidste store udgivelse på platformen. Nintendo kunne ikke have ønsket sig en smukkere svanesang.

Skyward Sword er i langt højere grad end tidligere en kærlighedshistorie, hvor Zelda og Link allerede fra spillets start udviser følelser for hinanden. I stedet for at møde Zelda som en del af Links rejser og eventyr, er forholdet til Zelda her selve katalysatoren for de hændelser, der fører Link væk fra de trygge rammer over skyernes beskyttende dyne og ned på den uudforskede jord, hvor monstre lever og hemmeligheder trives i bedste velgående.

Skyward Sword afdækker sine mysterier elegant og hvis man ser bort fra en lidt sløv start, så er fortællingen blandt de absolut bedste i serien. Skyfolket aner ikke hvad der gemmer sig under skyerne, men har i stedet bosat sig på flyvende øer i himlen, hvorfra de på store fugle flyver rundt mellem øerne. Dette medfører en udforskning, der på mange måder minder om de fantastiske sejlturer i Wind Waker, hvor små øer hele tiden fanger opmærksomheden og altid byder på skatte, hemmeligheder eller nye missioner. Forholdet mellem sky og jord gør også, at Skyward Sword i langt højere grad end tidligere fører spilleren gennem bestemte områder. Skyernes dyne gennembores af huller udvalgte steder og fører Link i retning af en af spilseriens klassiske grotter, hvor gåder skal overvindes og mægtige fjender besejres.

 I stedet for at rende rundt i en stor åben verden på jordoverfladen, findes de åbne omgivelser i himlen, hvilket medfører, at vejen på jordoverfladen hen mod de enkelte grotter, i langt højere grad end tidligere integreres med gåder og udfordringer. Dette giver en god dynamik mellem spillets enkelte elementer og gør, at man aldrig føler at man bare render rundt fra et sted til det næste. Denne stramme progression gør dog ikke Skyward Sword til et kortere spil – faktisk er spillet blandt de mest omfangsrige eventyr i serien – men giver en følelse af konstant at opleve nye og spændende udfordringer.

Det er netop denne følelse der gør, at Skyward Sword har meget til fælles med Majora’s Mask, der fokuserede på detaljer, hvor Ocarina of Time fokuserede på ekspansion. Skyward Sword er derfor ikke et helt klassisk Zelda-eventyr, men i stedet en forrygende blanding af de bedste elementer fra seriens tidligere udgivelser.

Der er ingen tvivl om, at Skyward Sword har ét fokusområde – udnyttelsen af bevægelsesfølsom styring. Spillet kan kun spilles med Nintendos Motion Plus controller, hvilket gør bevægelser mere flydende og dynamiske. I Skyward Sword er alt, fra kamp til brug af Links enkelte egenskaber, struktureret omkring bevægelser. Grundlæggende findes der to måder at udnytte bevægelsesfølsom styring i kampsituationer, når man ser på hvordan spil gennem tiden har udnyttet funktionen.

 Enten kan man vælge at lade spilleren aktivere prædefinerede animationer, hvilket gør, at spilleren ikke føler nogen synderlig fordel ved bevægelsen – man kunne i stedet blot have trykket på en knap. Dette var tilfældet i Twilight Princess og gjorde, at den bevægelsesfølsomme styring blot føltes påklistret og irriterende.

Alternativt kan man vælge at lade spilleren styre sværdet præcis, således at spillerens bevægelser overføres direkte til Link. Dette er forsøgt i mange spil gennem tiden, men virker for det meste underligt og irriterende, idet manglen på faste animationer gør at de enkelte angreb ser meget underlige ud.

Skyward Sword løser faktisk denne problemstilling, ved at sammensmelte de to yderpunkter. Det betyder, at man har fuld kontrol over sværdet indtil øjeblikket hvor man angriber. Herefter aflæser spillet hvilken bevægelse man foretager sig og vælger den korrekte animation. I praksis giver dette otte forskellige angreb, men grundet spillets gode præcision, føles systemet flydende og naturligt, samtidig med at det kun er dig og ikke Link, der ligner en vanvittig idiot, når du vifter med det lille plastic-apparat foran skærmen.

Angreb er utrolig lette at udføre og selv små, subtile bevægelser registreres fint. Samtidig er fjendernes design grundlæggende baseret på styringen, hvilket gør at man konstant skal tænke sig om. Skyward Sword er, som seriens øvrige titler, ikke exceptionelt vanskeligt, men det er konstant udfordrende at aflure fjendernes bevægelser og mønstre, og netop dette gør Skyward Sword til den mest involverende oplevelse i seriens historie.

Alle Links tricks og udstyr gør også brug af den bevægelsesfølsomme styring og heldigvis føles det altid logisk og intuitivt. Der er dog én ganske væsentlig udfordring, nemlig at Wii-moten ødelægger kalibreringen, hvilket tvinger spilleren til manuelt at vise spillet hvor centrum på skærmen er. Det kan være sindssygt frustrerende og er et udtryk for selve spilkonsollens manglende funktionalitet.

Dog er spillet ikke sen til selv at påpege udfordringen, hvilket fører til konstante tips om hvordan man kalibrerer Wii-moten mens man spiller. Det hiver ærlig talt spilleren en smule ud af den ellers flotte verden og er en ærgerlig plet på en ellers fantastisk oplevelse. 

Hvor spilelementerne således er nye og friske, er spillets visuelle og auditive præsentation, samtidig også med til at suge spilleren ind i det fortryllende univers. Nintendo Wii er ikke en HD-konsol, men det mærker man intet til når man først oplever de decideret maleriske landskaber og det smukke lydtæppe, der understøtter Links handlinger med små musikalske effekter.

Således kan man nærmest opleve at spille en melodi med Links sværd, når hvert slag følges af en tone og samtidig stiger og falder musikken perfekt i intensitet i forhold til spillerens progression.

Skyward Sword er ikke helt så tegneseriepræget som Wind Waker, men heller ikke så realistisk som Twilight Princess. I stedet er Skyward Sword tydeligvis inspireret af malerier, hvilket får farverne til at ligne penselstrøg og giver omgivelserne en fantastisk dynamisk natur.

Teknisk er Skyward Sword naturligvis stadig bundet af konsollens begrænsninger, men på grund af den unikke stil, er Skyward Sword alligevel et af dette års allerflotteste oplevelser og minder mest af alt om et levende maleri, understøttet af et symfonisk tapet af lyde og musik.

De enkelte områder er både flotte og strålende designet, hvor især spillets senere grotter virkelig byder på fremragende gåder og små finurligheder. Enkelte gåder er blandt de bedste serien hidtil har leveret, hvilket er et glimrende udtryk for at Skyward Sword fremstår som et kærlighedsbarn fra Nintendos side.

Samtidig sker der hele tiden noget nyt i den flotte verden og selvom man ikke overvældes af utallige unikke områder, så ændrer områderne sig løbende gennem spillet og byder på nye udfordringer. Derfor føles verden både dynamisk og levende og som spiller danner man et bånd og et tilhørsforhold til den dragende verden, som man inderligt ønsker at hjælpe.

Når man ikke følger spillets overordnede fortælling, er der også rig mulighed for at hjælpe de forskellige indbyggere og heldigvis byder Skyward Sword på nogle af de absolut sjoveste personligheder jeg har oplevet i seriens historie. Min personlige favorit er historikeren Gorko, en Goron, som er voldsomt interesseret i skyverdenen og derfor naturligt også i Link. Han overraskelse, da man uden at tænke nærmere over det, interagerer med objekter fra skyverdenen foran hans øjne, er nok mit bedste moment i et spil i 2011 og hans konstante engagement i verdenen smitter virkelig!

Personligheder i Zelda-serien har grundlæggende til formål at gøre spillerene interesserede i at udforske verden og Skyward Sword udfører denne opgave eminent!

På mange måder er Skyward Sword den måske bedste udgivelse i den hæderkronede serie, men man kan ikke komme udenom, at de tekniske udfordringer med spillets styring desværre formår at gøre oplevelsen en smule frustrerende fra tid til anden. De små udfordringer skal dog ikke afskrække nogen fra at kaste sig over spillet, der på alle områder er et sublimt udtryk for kunsten at designe spil. Alle elementer synes kælet for og samtidig understøttes oplevelsen smukt af den maleriske visuelle stil og de fremragende musikalske toner.

Skyward Sword viser hvordan bevægelsesfølsom styring kan forbedre en spilserie, men spillet er meget mere end blot sin styring – det er først og fremmest en fremragende fortælling, kombineret med noget af det bedste spildesign jeg længe har set. Skyward Sword er en magisk oplevelse, som kun Nintendo kan levere.

9 ud af 10

Udvikler: Nintendo

Producent/Distributør:Nintendo

Besøg spillets hjemmeside