| Kirby's Adventure Wii (Wii) |
| Skrevet af Johannes Wørts |
| Fredag, 13. januar 2012 10:36 |
|
Det absolut bedste ved Kirby’s Adventure er, at man igen kan opsluge fjendernes egenskaber ved at æde dem. Dette grundlæggende karaktertræk ved Kirby er ufattelig underholdende, når man pludselig kan spy ild eller smadre alting med et gigantisk sværd. Desværre er banerne meget genkendelige fra tidligere udgivelser i serien, hvilket gør Kirby’s Adventure til et alt for traditionelt bekendtskab. Man styrer Kirby gennem omgivelserne ved at vende Wii-moten horisontalt og bruger derfor ikke Motion Control synderlig meget – bestemt en god ting i et platformspil, hvor præcision er i højsædet.
Fortællingen tager sit udgangspunkt i den klassiske Nintendo-tradition, hvor man skal rejse rundt og indsamle X antal objekter. I dette tilfælde er et underligt rumvæsen styrtet ned tæt på Kirby og hans venner, og så er de små venner naturligvis nødt til at hjælpe med at indsamle ressourcer til rumskibets genopbygning. Fortællingen illustrerer præcis hvordan Kirby’s Adventure føles – habilt, men uden idéer og overraskelser. Den smule historie man undervejs præsenteres for, fremstår overfladisk og virker, som resten af spillet, hurtigt produceret og holdt til den helt klassiske formel.
Nogle af Kirby’s egenskaber er dog ret opfindsomme – især er det sjovt at se den lyserøde klump transformere sig om til gigantiske objekter, der ødelægger alt på sin færd, men mange af egenskaberne kræver faktisk også lidt snilde. Når man spiller sammen med vennerne – som fuldstændig flydende kan hoppe ind og ud af spillet – handler det ofte om at udvikle taktikker for at udnytte Kirby’s egenskaber bedst muligt, men desværre er spillet oftest så let, at man ikke føler sig tvungen til at tænke sig om.
I modsætning til et andet af årets klassiske platformspil, Rayman Origins, er Kirby’s Adventure et ekstremt simpelt og uambitiøst produkt, der slet ikke når Rayman til sokkeholderne. Kirby’s Adventure er dog langt, langt lettere at gå til end det til tider meget frustrerende Rayman, så det var faktisk lettere for mig at lade min kæreste spille med. Der er ingen tvivl om at Kirby’s Adventure er udviklet specifikt til at lade spillere af forskellige aldre og med forskellige erfaringer med spilmediet kaste sig over spillet, og som sådan er Kirby’s Adventure da også en succes. Problemet er blot, at resten af spillet er stort set blottet for opfindsomhed og originalitet, selvom alting grundlæggende fungerer som det skal.
6 ud af 10Udvikler: HAL labs Producent/Distributør:Nintendo Besøg spillets hjemmeside |
| Senest opdateret: Fredag, 13. januar 2012 11:06 |
Kirby’s Adventure er et klassisk platformspil i ordets absolut mest klassiske betydning. For bare to måneder siden udkom Kirby’s Mass Attack, der var et forfriskende bekendtskab med den lille lyserøde klump, men Kirby’s Adventure er et helt andet og meget mere traditionelt gensyn med Kirby. Dette betyder ikke at underholdningsværdien mangler, men på mange områder er spillet simpelthen uden overraskelser og ender i sidste ende som et overfladisk bekendtskab. Heldigvis indeholder Kirby’s Adventure en ganske fremragende multiplayer-funktionalitet og ønsker man et let og hyggeligt spil, som man kan more sig med sammen med en kæreste, et barn eller en ven, så er Kirby’s Adventure stadig en omgang bundsolidt håndværk.


