| ABBA: You Can Dance (Wii) |
| Skrevet af Johannes Wørts |
| Fredag, 27. januar 2012 08:24 |
|
Det geniale ved at vælge et band som ABBA til et dansespil er, at dansen er en så integreret oplevelse af bandet. ABBA er et band baseret på klassisk koreografi, der tilmed er simpel nok til at alle kan være med. Samtidig er alle sange i et så tilpas adstadigt tempo, at der mere er tale om en hyggelig oplevelse end et egentligt spil. Heri ligger selve kernen til ABBA: You Can Dance, nemlig at dette er et spil, der skal opleves sammen med venner, kæreste eller familie.
ABBA: You Can Dance byder på 27 sange, hvilket jeg vil mene er nok til at stille den værste disko-sult. Det er overraskende positivt at opleve hvordan det at danse til ABBA skiller sig ud fra at danse til megen af den nymodens musik, hvor det vist mest handler om at bevæge bagdelen og fremføre vulgære bevægelser med underlivet. Til sammenligning er ABBA: You Can Dance nærmest puritansk i sine dansetrin, der mest består af viften med arme og snurreture.
Da ABBA som bekendt bestod af fire mennesker, er spillet også klart sjovest når fire venner forsøger at udføre koreografien sammen. Særlig underholdende er mini-musicalen, hvor der opbygges en lille fortælling i stil med Mamma Mia! Musicalen opføres efterfølgende af spillerne og mikser fire sange med en ganske overfladisk historie. Idéen er faktisk rigtig god og fungerer overraskende godt, men det er lidt ærgerligt at der ikke er mere af den slags i spillet, hvilket er symptomatisk for den overordnede pakke. Selvom ABBA: You Can Dance byder på 27 sange, føles spillet stadig meget begrænset og uden de små detaljer, der kunne have hævet spillet til at være mere end blot en række sange man kan danse til. For fans af bandet eller blot for dem, der elsker at danse, er ABBA: You Can Dance dog bestemt et glimrende produkt.
6 ud af 10Udvikler: Ubisoft Producent/Distributør:Ubisoft Besøg spillets hjemmeside Besøg spillets Facebookside |
| Senest opdateret: Fredag, 27. januar 2012 09:39 |
Man skal nok virkelig elske ABBA for at finde megen glæde i Ubisofts nyeste forsøg på at tjene penge på alverdens danse- og diskohungrende Wii-ejere, men er man glad for svenskerne, så er ABBA: You Can Dance faktisk ikke et helt skidt produkt. Med en fin æstetik og god sans for gruppens tematikker og musikalitet, kan man godt blive grebet af at danse i takt til Waterloo og Dancing Queen.

