Joomla! AddThis

Home icon Home»Wii & DS»Wii Anmeldelser»Go Vacation (Wii)
Go Vacation (Wii)
Skrevet af Johannes Wørts   
Tirsdag, 31. januar 2012 10:04

Go VacationMan skal træde særdels varsomt, når man kopierer en dundrende succes. Go Vacation er en så skamløs kopi af Wii Sports Resort, at det kan være svært at se præcis, hvorfor man skulle have lyst til at kaste sig over feriestedernes mange aktiviteter. Men på trods af sin åbenlyse mangel på originalitet, formår Go Vacation dog stadig at være en rimelig fornuftig samling af minispil.

Hvor Wii Sports Resorts bød på øen Wuhu Island, er man i Go Vacation taget til Kawawii Island og den store forskel er her, at man nu får lov til selv at rejse rundt på øen i en slags åben verden. Man har adgang til en række transportmidler, som eksempelvis jetski, heste, ATV’er og rulleskøjter, og på sin vis er det en meget sjov idé at give spilleren adgang til at tage på opdagelsesrejse, men desværre er mange af transportmidlerne ret irriterende at benytte sig af. Transporten er væsentlig i starten, da man skal finde de enkelte minispil, men senere kan man heldigvis springe dette over og vælge spillene på en liste.

Det store problem med den åbne verden er, at der simpelthen ikke er noget indhold på øen. Man kan ikke tale med de mange andre feriegæster og man finder aldrig rigtig nogle interessante ting. Derfor bliver den åbne verden mere et spørgsmål om transport og ender derfor med at blive for kedelig og uinteressant. Dette fokus på kvantitet fremfor kvalitet, går i dén grad også igen i de enkelte minispil. Go Vacation byder på hele 50 forskellige minispil, hvoraf nogle er rigtig sjove og lidt for mange er ganske kedelige.

Go Vacation

Der findes mangle forskellige variationer af racerløb med de forskellige transportmidler og de fleste af disse, er faktisk rigtig underholdende. Pludselig skal man dog springe i faldskærm og i den måske mest irriterende og langvarige brug af Nintendo Wii-controlleren, skal man her guide spillerens avatar på plads, så der kan tages en række billeder. Det er kort sagt virkelig kedeligt og de mange minispil svinger ofte mellem det kedelige og det underholdende.

Go Vacation

Go Vacation er naturligvis primært et spil, der skal nydes sammen med venner og familie. Alene bliver Kawawii Island hurtigt ganske tom og kedelig, men sammen med en række venner sikrer den store mængde minispil, at man nok skal kunne finde noget at tage sig til. Go Vacation lider også under en lidt skrabet produktionsværdi, der slet ikke når Wii Sports Resort til sokkeholderne, men grundlæggende må man dog sige, at ambitionsniveauet har været overraskende højt. At skabe en stor, åben verden – dog uden indhold – er trods problemerne relativt imponerende og den store samling minispil byder faktisk på rigtig mange sjove og gode oplevelser. Hvis man er vild med samlinger af minispil, så er Go Vacation faktisk en af de bedre af slagsen – men originalitet og kvalitet er ofret på kvantitetens bål.

 


6 ud af 10

Udvikler: Namco Bandai

Producent/Distributør:Namco Bandai

Besøg spillets hjemmeside

7vold

 

Senest opdateret: Tirsdag, 31. januar 2012 10:53