Joomla! AddThis

Home icon Home»Wii & DS»Wii Anmeldelser»Batman: The Brave & The Bold (Wii)
Batman: The Brave & The Bold (Wii)
Skrevet af Mikkel Winther   
Fredag, 19. november 2010 10:24
The Brave and The BoldOpfattelsen af Batman i dag er blevet godt og grundigt defineret af Christopher Nolans realistiske og brutale Batman, der ikke er et overflødighedshorn af gadgets, one-liners og akavede superskurke. Den slags hører fortiden til, men nu heldigvis også nutiden.

Batman: The Brave and The Bold er et gigantisk kærlighedsbrev til alle, der elsker den mere fantastiske og overdrevne side af Batman. Her er vitterligt det hele. Alt fra de mest obskure Batman, og DC, referencer som Bat-mite og Booster Gold, til velkendte Batman klenodier som Jokeren og Robin. Der bliver spillet på alle tangenter i The Brave and The Bold, når der skal bankes skurke og verden skal reddes gang på gang.

Spillet er inddelt i fire episoder, og i vanlig tv-serie stil er der en introsekvens ved hver af dem, der sender Batman og hans sidekick, der skifter ved hver episode, ud på det ene mere farlige eventyr efter det andet. Spillet gør det hele med et glimt i øjet, og der er konstante jokes, der får smilet til at blive ganske stort i løbet af spillets fem timer lange kampagne. Selv hvis du ikke er ekspert i Batman, så er de samtaler, skænderier og diskussioner, der udspiller imellem Batman, hans hjælpere og skurkene hysterisk morsomme, og bringer hele spiloplevelsen op fra hvad der ellers ville være en smule monotont og triviel suppedas.

 

Batman The Brave and The Bold

For gameplay-aspektet af The Brave and The Bold er desværre langt fra så kreativt og underholdende som indpakningen i spillet er. Strukturen er det typiske 2D platform-spil med slåskampe mod diverse håndlangere. Der er en angrebsknap og en knap til gadgets. Ud over det har du mulighed for at hidkalde en bonus superhelt, hvilket kan være alt fra Hawkman til Plastic Man, der angriber alle fjender på skærmen i et kort øjeblik. Gameplayet er utroligt forudsigeligt, og efter et kvarter med spillet har du essentielt set oplevet alt hvad det kan smide efter dig af udfordringer og overraskelser.

 

Batman The Brave and The Bold 

Kampsystemet er utroligt simpelt, og selv med muligheden for at købe nye gadgets, og opgradere dem, så er der ikke meget kød på benet, og det bliver meget hurtigt trivielt at banke de samme håndlangere i spillets fire episoder. Lidt af fornøjelsen i spillet kan dog reddes ved at hive en ven med ind i løjerne, og spille co-op, hvor der godt nok ikke lægges op til samarbejde, men muligheden for at have en rigtig superhelt/sidekick konstellation er altid tilfredsstillende.

 

Batman The Brave and The Bold 

Visuelt er spillet i en klasse for sig selv. Det har en vidunderlig håndtegner stil, og alt lige fra hovedmenuen, introsekvenserne til selve spillet, ser ud på præcis samme måde, og det hele føles som en stor interaktiv tegnefilm. Hvilket blot understreger hvor tyk en tegnefilmsstemning, som spillet går efter med dets konstante jokes, useriøse tilgang og hvordan alting blot skal være gak og løjer.

 

Batman The Brave and The Bold 

 

Batman The Brave and The Bold er et nostalgitrip uden lige. Det er et spil der prioriterer sjæl, humor og kærligheden til den gamle Batman højere end noget andet. Det er latterligt hele vejen igennem, og selvom gameplayet ikke er i top, så er det et spil der vil tilfredsstille alle der elsker Batman, eller dem der har nogen som helst trang til et useriøst og humoristisk spil der virkelig fanger essensen af hvad Batman var i sin tid. Hvis det er dig, så er The Brave and The Bold et spil der simpelthen bare skal opleves.


7 ud af 10

Udvikler: Wayforward Technologies

Producent/Distributør:Warner

Besøg spillets hjemmeside

Også ude til: DS

12vold

Senest opdateret: Fredag, 19. november 2010 11:05