Joomla! AddThis

Home icon Home»Xbox»Xbox Anmeldelser»Madden NFL 10 (Xbox 360)
Madden NFL 10 (Xbox 360)
Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen   
Onsdag, 23. september 2009 07:32

packshot2Det er egentlig ikke fordi jeg er den store fan af sporten. Jeg kan i hvert fald ikke få mig selv hidset op over kampene, at jeg ligefrem kan holde mig vågen ud i de sene nattetimer for at følge dem. Det skulle da lige være hvis det er Super Bowl – men selv der er det sjældent med mig som tilskuer. Alligevel har jeg altid haft en svaghed for sporten i digitalt format. Jeg tror det skyldes, at under det meget fysiske ydre gemmer der sig faktisk en meget taktisk sport. Se væk fra muskler, sved og blod og se i stedet formationer og finter. Det er et koncept, der virkelig egner sig til skærmen.

EA Sports har længe begavet os med deres årlige opdateringer. I år er det igen med Madden som hovednavn og årstallet 2010 påklistret. Som det faktisk har været tilfældet for hele deres vifte af sportsspil lykkedes det EA Sports virkelig at træde i relief på den nye generation af konsoller. Efter et lidt vagt første år har lovordene efterfølgende regnet ned over deres udgivelser, og folk har for en stund glemt de surmulende spydige kommentarer omkring masseproduktion. Det har også været tilfældet indenfor amerikansk fodbold, hvor de sidste år virkelig har budt på lækre oplevelser. I år er heldigvis ikke meget anderledes.

 

1

Når man har noget der fungerer, er der ingen grund til at ændre det. Det er da noget EA Sports om nogen forstår sig på. Igen i år er kernespillet holdt intakt, mens man nænsomt føjer nye kort på det efterhånden imponerende korthus. Buzz-ordene i år er Pro-Tak og præsentation. Pro-Tak er nok den største tilføjelse, som virkelig giver spillet realisme. Kort sagt er det egentlig bare en opdatering af animationssystemet, hvor de enkelte ”plays” har fået væsentlig mere variation. Spillerne går mere ind i klyngetacklinger, blokaderne er mere overbevisende og interaktionen mellem spillerne føles mere levende. Det lyder måske ikke af meget, men forskellen i forhold til sidste år er tydelig.

14

Præsentationen har også fået en overhaling. Her er mere snask direkte fra sportsstudiet, hvor kommentatorer giver deres besyv med på det opgør vi har set. Selv om det er prisværdigt, at indpakningen forsøges gjort mere komplet og lækker, så fungerer det bare ikke fantastisk her. Det skyldes nok mest, at værterne både er stive at se og høre på. Meget sjovt første gang, men det bliver hurtigt noget man desperat trykker væk fra. Jeg ville meget hellere at man brugte noget mere gods på kommentatorerne under selv kampene. Her er den efterhånden klassiske bedømmelse, at det sagte desværre sjældent matcher det der foregår på banen.

10

Ellers er Madden 2010 meget som vi kender det. Omdrejningspunktet er fortsat franchise-delen, hvor man kan føre et givent hold helt til tops i ligaen. Det inkluderer drafting, træning, økonomisk tæft, fornuftig spillerhandel og selvfølgelig en lang række kampe. Faktisk nærmest en tro kopi af det vi så sidste år. Største tilføjelse er muligheden for at spille franchise online med sine venner. Det giver pludselig det hele en ny dimension, når det er mennesker og ikke AI man skal handle og kæmpe med. En anden lille lækker detalje er, at man nu også kan spille co-op online. Det fungerer godt, selv om sporten måske ikke egner sig helt så godt til det som europæisk fodbold [kendt som ’rigtig fodbold’. Red.]

12

Grafisk er det en uhyre flot titel, hvilket diverse screenshots bevidner. Animationerne er varierede og levende. Baggrundene er detaljerede og de enkelte figurer er knivskarpt præsenteret. Eneste anke er, at hastigheden godt kan hakke en anelse til tider. Det er tydeligt, at EA Sports virkelig er ude og trække de sidste veksler på maskinens formåen. Lydsiden er en mere blandet oplevelse. Soundtracket som sådan, er til at leve med, men kommentatorerne er skuffende.

Madden NFL 2010 er en solid oplevelse, som på enkelte nøglepunkter formår at føre konceptet en anelse videre. Det ser flot ud, kampene føles levende og styringen er overordnet virkelig god. Om det er nok til at retfærdiggøre at man køber det, hvis man allerede har sidste års version er ikke entydigt. Har du til gengæld ikke det, har du her den nok bedste repræsentation af sporten i digital form.

13


8 ud af 10

Udvikler: EA Sports

Producent/Distributør: Electronic Arts

Besøg spillets hjemmeside

Også ude til: DS,iP, PS2, PS3, PSP, Wii

3Online


 

 

Senest opdateret: Torsdag, 12. august 2010 22:15