| RAGE (Xbox 360) |
| Skrevet af Jakob Paulsen |
| Mandag, 24. oktober 2011 14:55 |
|
Så derfor har jeg selvfølgelig ventet spændt på RAGE, id Softwares første helt friske spil siden Quake i 1996 og det første spil, der kører på deres spritnye id Tech 5 motor. RAGE er en first person shooter og minder umiddelbart om en blanding af Fallout 3 og Borderlands, men har alligevel sin helt egen unikke stil. RAGE foregår i den nære fremtid. I 2029 rammes Jorden af asteroiden Apophis, og hele verden er forinden gået sammen om at lave arker, underjordiske overlevelseskamre, hvor menneskehedens bedste hjerner bliver frosset ned. 100 år senere vågner du op fra frostsøvnen og møder en Mad Max-verden fyldt med kriminelle, mutanter og en magtsyg organisation, som prøver at udslette alle ark-overlevende. Og ja, det er inklusiv dig.
Hurtigt slutter du dig til en håndfuld overlevende og hjælper dem i deres kamp, mens du vænner dig til den trøstesløse ørkenverden, hvor fortidens civilisation er reduceret til ruinhober. RAGE er bygget op som et rollespil, og du modtager missioner fra kontaktpersoner rundt omkring i spilverdenen, men fortællingen er meget mere lineær ligesom i normale shootere. Selvom du i princippet kan udforske frit, er spilverdenen ikke voldsomt stor, og mange områder kan kun åbnes ved at gennemføre missioner.
Missionerne minder meget om id’s klassiske måde at lave skydespil på. Der er ingen smarte elementer, udelukkende kampe afbrudt af pauser til at bygge en uhyggelig stemning op. Modstanderne er generelt ikke mere intelligente end flaskedrengene i dit lokale supermarked, så de prøver aldrig at angribe dig fra flankerne, men løber typisk bare direkte mod dig eller stikker hovedet frem fra deres skjul med faste mellemrum. Men det fungerer i RAGE og gameplayet er rigtig underholdende med højt tempo og jævnlige doser adrenalin.
Udover de faste missioner er der sidemissioner, småopgaver i vildnisset og en række (temmelig svære) småspil inklusiv en ret fedt udgave af Magic: The Gathering. Intet id Software spil kan komme på markedet uden et frygtindgydende arsenal af våben – og helst med en god shotgun som udstillingsmodel. Sådan er det også med RAGE, som giver dig så mange våben, at selv en københavnsk bande ville blive misundelige. Du kan tilmed kombinere alle våben med forskellige typer ammunition, som for en gangs skyld rent faktisk har en betydning for kampene (og ikke er så sjældne, at du ikke tør bruge dem).
Derudover kan du bygge massevis af hjælpemidler lige fra fjernstyrede bombebiler til små kanontårne, hvilket specielt i anden halvdel af spillet er en forudsætning for at overleve kampene.
For første gang i et id Software spil foregår en del ikke til fods, men i diverse køretøjer. Faktisk består op mod en tredjedel af spillet af køretur og billøb, som heldigvis fungerer ret godt og har en rimelig styring. Du kan selvfølgelig udruste dine biler med masser af våben og opgraderinger, så bare rolig, der er stadig action - også på fire hjul.
Historien i RAGE er udmærket, men er ikke voldsomt inspirerende eller overraskende fortalt. Faktisk kunne specielt begyndelsen godt være fortalt en anelse mere skarpt, men modsat åbne spil som Fallout 3 er der ingen risiko for, at du går kold undervejs. RAGE ved, hvor du er på vej hen, og tager dig elegant ved hånden hele tiden. Den sidste del af spillet taber dog lidt pusten.
id Tech 5 er en fed spilmotor – og meget krævende. Rage fylder hele tre skiver og æder 22 GB plads på harddisken, hvis du installerer det. Jeg valgte dog bare at køre på skiverne, og det gik ganske glimrende. Men størrelsen og antallet af skiver viser, at Xbox 360 er ved at nå sin grænse. Mit gæt er, at id Tech 5 bliver en formidabel motor på næste generation af konsoller.
Resultatet på Xbox 360 er dog stadig imponerende. Der er masser af wauw-effekter undervejs med enormt stemningsfyldte omgivelser og en post-apokalyptisk verden fyldt med nænsomt skabte detaljer. Fallout 3 kunne slet ikke imponere mig på samme måde – men var til gengæld væsentlig mere omfattende. Grafikken rammer plet gang på gang og specielt ansigter er gengivet i hidtil uset høj kvalitet. Desværre er der ikke en særligt stærk fysikmotor, så ting og sager flyver ikke rundt som i Modern Warfare, når du skyder løs. Animationerne er flydende, og jeg bliver aldrig træt af at se en fremadstormende mutant snuble halvvejs, når han bliver ramt af et af mine våben.
Mens singleplayer siden er fremragende, var jeg noget skuffet over multiplayer. Godt nok er der en halv snes rigtig lækre co-op missioner, som fint tilføjer yderligere fortællinger til singleplayer historien, men der er ingen deathmatch. Du læste rigtigt – et id spil uden den klassiske spiltype, som de selv opfandt. I stedet må du nøjes med multiplayer billøb, som lynhurtigt bliver temmelig kedeligt. Når multiplayer-delen tilmed fylder en hel skive for sig selv, må jeg nok sige, at slutresultatet er lidt undervældende.
RAGE er ikke så banebrydende, som id Softwares Doom og Quake var og langtfra så langtidsholdbart. Spillet har været længe undervejs og er måske nok lidt mere gammeldags opbygget end andre skydespil anno 2011. Men alligevel er det voldsomt underholdende, og du kan sagtens mærke id’s helt egen stil – også selvom du ikke tilhører GGN [se indledningen, Bønne, hvis du er sprunget direkte ned til karakteren. Red].
8 ud af 10Udvikler: id Software Producent/Distributør:Bethesda Besøg spillets hjemmeside Besøg spillets Facebook side Også ude til: PC, PS3
|
| Senest opdateret: Mandag, 24. oktober 2011 16:20 |
Hvis du tilhører samme generation som jeg (kendt som GenerationGamleNisser eller GGN), har du sikkert et specielt forhold til id Software. For mig begyndte forholdet en solrig eftermiddag anno 1993 [! Red.] i et frikvarter på den lokale handelsskole, hvor en kammerat stak mig en Amiga diskette med den helt nye Doom demo på. Hele den efterfølgende uge drømte jeg udelukkende om Doom efter alt, alt for mange timers spil.

