Visse oplevelser er bare værd at vente på! The Elder Scrolls er en spilserie, der med jævne mellemrum træder ind i mit liv og udsletter alle fornemmelser for ansvar og fornuftigt tidsforbrug.
Det er ikke for sjov at jeg betegner tredje udgave i serien, Morrowind, for det bedste spil jeg nogensinde har kastet mig over – jeg spenderede omkring 300 timer af mit liv over en treårig periode i Vvardenfells eventyrlige omgivelser.

Da efterfølgeren Oblivion skulle udkomme i 2006, tog jeg en uges ferie fra arbejdet og begravede mig endnu engang fra omverdenen. Men der var dog en væsentlig forskel – noget var galt. Oblivion føltes bare ikke rigtig og selvom Bethesda altid har været kendt for at udgive produkter med utallige store og små fejl, så var Oblivion præget af en grundlæggende designfejl, der gjorde oplevelsen ganske skuffende. Alt var denne gang tilfældigt generet af computeren – fra objekter fundet i kister til de enormt ensartede grotter, der simpelthen ikke var spændende at udforske. Fjenderne skalerede til spillerens niveau, men grundet hvad det kun kan kaldes en fatal fejl, blev fjenderne stærkere end spilleren, hvilket gjorde, at det var bedst aldrig at stige i niveau.

Oblivion var godt nok enormt, men det var præget af et sløset spildesign alt for besat af tilfældigt at generere stadig mere indhold til spilleren.

Oblivion var bestemt ikke et ringe spil – faktisk var det på trods af sine fejl og mangler stadig et af årets absolut største og bedste udgivelser – men jeg måtte sætte mig tilbage og håbe på at Bethesda selv kunne indse hvilke udfordringer serien stod over for.

Netop derfor har jeg set frem til The Elder Scrolls V: Skyrim med blandede følelser, selvom et eventyr i Skyrims sneklædte bjerge sammen med seriens svar på vikinger, de mægtige Nords, løs skræmmende tiltalende.

Heldigvis kunne jeg hurtigt konstatere, at Skyrim, på trods af stadig at lide under visse besynderlige designvalg, er et helt igennem fantastisk eventyr, hvis lige meget sjældent ses i en spilbranche forhippet på at springe over hvor gærdet er lavest. Skyrim er enormt, perfidt detaljeret og dragende, i en grad man simpelthen ikke kan finde andetsteds. Det er næsten som at føle sig hjemme!

I Elder Scrolls mytologien, er landet Skyrim uden tvivl et af de lande som er bedst beskrevet gennem seriens utallige bøger og baggrundsinformationer. Derfor har man som kender af serien en prædefineret opfattelse af hvordan de sneklædte bjerge vil fremstå og denne opfattelse rammer spillet Skyrim nærmest perfekt.

Fra spillerens avatar første gang åbner sine øjne, ser man gigantiske bjergkæder og en langt større vertikalitet end tidligere, hvilket samtidig kommer til udtryk i spillets design og progression.

Som spiller bliver man tit sendt på missioner, der i karakter nærmest minder om bjergbestigninger og de visuelle sanseindtryk man får på toppen af de højeste tinder, viser en verden præget af kulde, sne og svære livsvilkår.

Dermed er Skyrim fra sine indledende momenter karakteriseret af en vis brutalitet, der bestemt ikke synes mindre, når man som spiller bogstavelig talt lægger hovedet på blokken, parat til at blive henrettet for forbrydelser mod det mægtige Imperium. Pludselig flænses luften af en drages skrig og midt i kaos, drageild og død, lykkes det spilleren at undslippe sin tilfangetagelse.

Hvor de fleste andre spil herefter forsøger at drive spilleren i den rigtige retning, er man i Skyrim efter kort tid fuldstændig overladt til sig selv. Man kan fortsætte til den nærmeste by og igangsætte spillets overordnede fortælling, men samtidig er der absolut intet, der forhindrer spilleren i at rende i den modsatte retning, på vej mod eventyr og rigdom. Skyrim stoler, i modsætning til årets øvrige store udgivelser, på sin spiller og tror på at man selv er i stand til at tage fornuftige beslutninger.

Netop denne grundlæggende frihed er hvad der gør The Elder Scrolls serien så anderledes end øvrige rollespil, hvor man altid er afskåret fra omverdenen på den ene eller den anden måde. I Skyrim er friheden komplet, men aldrig overvældende, idet friheden netop er et grundvilkår og ikke et påklistret forsøg på at give spilleren kontrol.

Hvor Skyrim skiller sig ud fra især Oblivion, er ved rent faktisk at præsentere en interessant og dragende overordnet fortælling, der samtidig på elegant vis fører spilleren igennem den enorme verden på logisk vis, så man ikke føler sig fuldstændig overvældet af de åbne sletter og talrige grotter, slotte og tårne.

Bethesda har talt meget om deres Radiant AI, der grundlæggende lader personer uden relevans for den overordnede fortælling skræddersy missioner til spillerens niveau og evner.

Samtidig sikrer systemet at de personer, der befolker Skyrim, alle har en vis daglig rutine, så de ikke blot ender med at stå stille på det samme sted.
Man er til hver en tid fri til at gå til og fra den overordnede fortælling, og da de fleste personer man støder på ønsker en eller anden opgave løst, ender man ofte med at blive suget dybt ind i en grundlæggende simpel sidefortælling, der ikke desto mindre er virkelig velfortalt og på mange måder lige så interessant som den overordnede fortælling.

Tidligere har sidemissionerne domineret spilserien, men i Skyrim er der en fornuftig balance, der sikrer at friheden parres med en vis progression.

Spillets overordnede fortælling fokuserer på dragernes tilbagevenden til Tamriel – en hændelse, der bestemt ikke tolkes som et godt tegn. Undervejs i spillet vil man komme til at kæmpe mod disse mytologiske væsner og det er ganske enkelt en episk oplevelse at nedlægge de gigantiske skabninger. Det viser sig hurtigt at man er en såkaldt ”Dragonborn”, hvilket gør spilleren i stand til at absorbere dragernes evner for selv at benytte dem, men det kræver at man som spiller er villig til at jage dragerne.
 Tilføjelsen af disse fantastiske kampe gør Skyrim til en ret anderledes oplevelse end sine forgængere og giver en imponerende variation i spiloplevelsen.

The Elder Scrolls serien har altid været kendetegnet af det faktum, at ens avatar udvikler sig i takt med spillerens valg og handlinger. Grundlæggende er man hvad man gør og dette er stadig tilfældet i Skyrim. Hvis man bruger et to-håndsvåben, bliver man bedre til at bruge et to-håndsvåben og bliver man ramt af en fjende mens man har en rustning på, bliver man bedre til at bruge denne type rustning. Man skal så stige en række under-niveauer indenfor disse forskellige handlinger, før man stiger i overordnet niveau.

 I Skyrim er systemet dog forenklet en smule, sådan at man nu kun har tre valgmuligheder når man stiger i niveau – at forbedre enten magi, helbred eller udholdenhed.

Efter lidt tilvænning virker denne beslutning acceptabel og man kan i stedet fokusere på at finpudse sin avatar gennem det nye Perk-system, inspireret af Fallout-serien. Her kan man få nye evner, såsom særlig drabelige to-håndsangreb eller evnen til at smede finere og bedre våben.

Idet man kun sjældent kan tale sig ud af problemerne i Skyrim, er man nødt til at lære at slås, hvilket basalt set kan koges ind til tre forskellige systemer – magi, nærkamp og bueskydning.

Man kan blive ganske god til alle tre systemer undervejs, eller man kan specialisere sig, hvilket gør ens avatar voldsomt stærk. Nærkamp er forbedret drastisk i forhold til Oblivion, hvor det kunne være svært at registrere om man ramte fjenderne eller ej.

I Skyrim sikrer et bredere udvalg af animationer, at det er langt lettere at overskue de forskellige kampe og fjendernes reaktioner på spillerens angreb gør det let at afkode strategiens effektivitet. Det er vanvittig underholdende at rende rundt med to forskellige magiske formularer – en i hver hånd – og udradere en horde af fjender, men kommer fjenderne for tæt på, er det stadig fordelagtigt at vide hvordan man svinger et sværd. Bueskydning er nu også et reelt alternativ og virker faktisk som et utrolig effektivt alternativ til de mere traditionelle angrebsmetoder, især fordi de enkelte Perks tilknyttet bueskydning, er enormt kraftfulde.

Skyrim er et absolut gigantisk spil, der vil tage langt over hundrede timer at komme igennem, hvis man vil have det hele med. Heldigvis har Bethesda valgt at bruge den nødvendige tid på at gøre spillet mere varieret og dynamisk, hvilket er en enorm forbedring i forhold til Oblivion.

Mange aspekter af spillet er stadig låst til spillerens niveau, som eksempelvis loot og banditters styrke, men samtidig ser man konstant eksempler på mere persistente udfordringer. Ofte kan man vandre lidt for langt væk fra civilisationen og støde på fjender langt stærkere end ens nuværende niveau gør det muligt at overvinde og især banedesignet er fyldt med små varierede detaljer, som gør de mange missioner forskelligartede.

Man finder ofte små dagbøger og andre objekter, der fortæller en historie inde i missionen og man bliver konstant lokket på afveje af nye ting man ikke har set før.

Det hele føles langt mere flydende og velfungerende end Oblivions fuldstændige tilfældige verden, selvom meget stadig er tilfældigt genereret i Skyrim.

Bethesda har været igennem en vigtig proces, som har lært dem at skjule maskinrummet mere for spilleren, så man ikke føler at man ser ind bag spildesignet. Samtidig kan man dog også mærke hvor stor indflydelse konsoller har haft på designet, der tidligere egnede sig bedre til en PC.

I Skyrim er især menusystemerne drastisk forsimplede, hvilket for det meste er en stor fordel. Desværre skjules væsentlig information lidt for ofte og især er spillets oversigt over missioner både rodet og mangler væsentlige detaljer. Det gamle dagbogsystem var besværligt, men rummede samtidig al den information man kunne ønske og man risikerer at sidde med en mission i Skyrim som man simpelthen ikke kan huske, idet oversigten ikke bidrager med meget andet end et punkt på kortet.

I et spil hvor man konstant har langt over 10 missioner på samme tid, er denne mangel på information et reelt problem, som kun kan løses ved at have en rigtig god hukommelse.

Samtidig er Skyrim stadig udviklet af Bethesda – på godt og ondt. På Xbox løb jeg ind i relativt få fejl, men mange har haft problemer med teksturer, der ikke indlæses. Dette kan løses ved at undlade at installere spillet på harddisken, hvorefter jeg personligt kun har set fejlen en enkelt gang. Spillet kan finde på at gå i stå under loadingskærmen til tider, hvilket kan være irriterende, men da Skyrim samtidig sørger for at gemme tre lag af autosaves, kommer man aldrig i problemer med tabt progression. 

Dertil kommer myriader af små fejl og sjove hændelser, men Skyrim er nok det tætteste Bethesda endnu er kommet på et fejlfrit produkt, selvom der er stadig lang vej endnu.

Der er så mange forskellige aspekter i Skyrim, at det ville tage timevis at opremse dem alle. Men glæden skal netop også findes i de konstante overraskelser, de dybt fascinerende missioner og den enorme verden, som hele tiden lokker spilleren på afveje.

 Som rollespil er Skyrim fantastisk, idet spillet former sig efter sin spiller og giver det igen man lægger i det. Bethesda har gjort et fremragende stykke arbejde i at stable den gigantiske verden på benene, uden at kolossen er kollapset under sin egen vægt, og Skyrim er uden tvivl den mest strømlinede Bethesda udgivelse til dato, uden at spillet har mistet seriens kompleksitet.

I seriens overordnede kanon er Skyrim et skridt i den helt rigtige retning – Skyrim er tættere på Morrowind end Oblivion var, men er dog stadig tættere på Oblivion end på Morrowind. Dette er en naturlig udvikling som spilbranchen i dag fordrer, men balancen er langt, langt bedre end tidligere.

De punkter hvor Skyrim stadig er præget af Oblivion, fremstår virkelig som reelle designbeslutninger taget af Bethesda, med udgangspunkt i et ønske om at skabe det bedst mulige rollespil, og synes bestemt ikke formet efter et ønske om at popularisere den komplekse spilserie.

Skyrim er årets absolut bedste rollespil, fordi det netop lader spilleren indtage en rolle og det er et af årets absolut bedst spil, fordi man ikke kan tænke på andet i den tid man spenderer væk fra spillet.

I må derfor have mig undskyldt – jeg skal lige have solgt mit loot, lige plyndre det tårn jeg fandt i går, lige jage den mammut, måske se om jeg kan finde endnu en kone, træne lidt hos The Companions, købe endnu et hus, rydde lidt op i mine utallige missioner, stjæle lidt fra den usympatiske rigmand og måsk…..

Adobe Flash Player not installed or older than 9.0.115!

9 ud af 10

Udvikler: Bethesda

Producent/Distributør:Bethesda

Besøg spillets hjemmeside

Også ude til: PC, PS3