Joomla! AddThis

Forza 4 - interview
Skrevet af Jakob Paulsen   
Fredag, 14. oktober 2011 08:05

Som han stod dér lidt afslappet og engageret i hyggesnak til Microsofts launch-event for Forza 4, kunne forbipasserende godt mistænke racerkører Michael Outzen for blot at være et stort navn, der skulle tiltrække ekstra opmærksomhed til spillanceringen. Men sådan var det langt fra.

Allerede i første sætning gjorde den hurtigtalende racerkører det klart, at han vidste, hvad han talte om og havde givet Forza 4 en grundig testkørsel:

For 14 dage siden kørte jeg på Circuit de Catalunya og Forza 4 kommer uhyggeligt tæt på. Bremsepunkterne er næsten de samme, bilerne understyrer de rigtige steder på banerne, og de reagerer korrekt aerodynamisk. Der var mange små detaljer, jeg kunne genkende fra løbet, fortæller Michael Outzen.

BWM-manden (som lidt ironisk var iklædt sin gamle Audi kørerdragt) havde allerede fundet en yndlings BMW og noteret sig klare forskelle i bilernes kørefysik.

Ligesom i virkeligheden kan du mærke forskellen på motortyperne. En V8 hvæser og er mere hidsig end en tung V12. Det har de ramt lige i øjet, forklarer han.

 

Outzen Forza

Men selv mellem mere identiske biler, har han spottet forskelle – f.eks. motorlyden i de forskellige udgaver af BMW M3. Han var også meget begejstret for udviklernes arbejde med bilernes interiør, som går helt ned til syede logoer og de rigtige knapper på rattet (i hans BMW Z4 GT3, hvor der er intet mindre end 15 knapper…).

Ind i mellem er der forlydender om nye Formel 1 kørere, der bruger forskellige Formel 1 spil til at lære banerne at kende, før de ankommer til dem. Dét kan Michael Outzen sagtens genkende:

- Tag f.eks. en bane som Nordschleife. Den er genial at øve dig på i spil som Forza, fordi du ikke bare kan lære at huske, om næste sving går til højre eller venstre - men også svingenes vinkler og blind spots, siger Michael Outzen.

Men selvom Forza 4 når forbavsende tæt på virkeligheden, er det naturligvis aldrig ikke helt det samme som at køre race i en rigtig bil. Hvis du skulle få mod på det, anbefaler racerkøreren, at du tager en racerlicens i en motorsportsklub. Dog har han en lille advarsel:

Husk, at der ikke er en resetknap.

 

Outzen Forza

Foto: Heine Grønbæk

Senest opdateret: Fredag, 14. oktober 2011 18:32