Joomla! AddThis

Forza 3 - Foromtale
Skrevet af Christian Johansen   
Torsdag, 08. oktober 2009 09:00

’Vi vil gøre bilentusiaster til gamere og gamere til bilentusiaster. Så enkelt er det’ siger Dan Greenawalt fra Turn 10 til forsamlingen af spil-journalister i Audis udstillingslokaler i Stockholm. Det er ikke alle der ser helt overbeviste ud. Greenawalt fortsætter derefter præsentationen af Forza 3, med at vise hvordan trykket på de enkelte dæk kan vises og analyseres. ’Jeg ved godt at det er lidt geeket og at mange står af, men jeg synes det her er spændende’ siger han og smiler bredt. Det er her jeg burde stå af. Jeg er med så langt at der er luft i dækkene på Viola som står parkeret ude på gårdspladsen og jeg kan til nød være med på at der er virtuel luft i de virtuelle dæk på den virtuelle bil, der suser rundt på skærmen. Jeg er lidt ligeglad med tryk og friktion og hvad har vi. Men mandens entusiasme er meget smittende og jeg er stadig lidt fascineret, da vi går over til at se på hvordan man udskifte dele af sin bil i Forza.  Det er et område med stor kompleksitet og Greenawalt indrømmer da også, at selv han får hjælp af spillet, når han skal fintune sine biler. Heldigvis er denne del af spillet gradueret på en måde så du pille lige så meget du vil selv og derefter få hjælp til at gøre det endnu bedre. Tilsyneladende det bedste af begge verdener.

7

Men Greenawalt er bestemt ikke færdig med at overraske. ’Selv børn kan spille Forza 3!’ er hans næste påstand og han forklarer derefter at udviklernes egne 6-8 årige unger bliver underholdt af spillet og kan gennemføre løb i spillet uden problemer. Nu kunne man selvfølgelig tro at børnene der var sprunget fra Turn 10s skød er en specielt art af racerbils-børn, men forklaringen er faktisk at Forza 3 forsøger at spænde over det gab der er mellem arcade-ræs og simulation.  Hvis man i spillet slår alle hjælpemidler til (køre-linjer, bremsehjælp, osv.) kan de fleste faktisk være med. Man kommer selvfølgelig ikke op blandt hajerne. Men det smukke er, at efterhånden som man bliver bedre, kommer til at kende baner og biler bedre, kan man lige så stille slå hjælpemidlerne fra.

9

Jeg er ikke selv bilentusiast og jeg tager gerne mine bil-spil med to dele arkade og en del simulation (jeg er vild med GRID og Most Wanted). Men bliver det for hardcore og for svært at styre, mister jeg hurtigt interessen. Jeg har forsøgt mig med Forza 1 & 2 og jeg må indrømme at jeg ikke rigtig blev overbevist om at det var noget for mig. Men efter at have siddet ned med en næsten færdig udgave af Forza 3, er det sandt at sige, højt på min liste. Det er jo på ingen måde svært at blive overbevist af de 400 biler, de 220 løb, muligheden for at male og dekorere bilerne, sælge dem til højst bydende, ja selv den meget komplekse tuning-del er dragende (og samtidig mystisk) for mig og sikkert mange andre. Men grundlæggende handler det om hvordan bilerne kører på banerne og selvfølgelig om skadesmodellerne er tilfredsstillende og om de modstandere spillet stiller med er nogen der ikke er helt hjernedøde.

24

Med hensyn til selve kørslen er jeg rigtig godt tilfreds, og efter at have skruet lidt på de forskellige støtteben, fandt jeg en sværhedsgrad der stort set svarer til det jeg foretrækker. Men igen, jeg kunne jo se på de andre journalister omkring mig, at de havde helt andre ting slået til og fra og det er helt fint. Også den måde bilerne tager skade kan der skrues på. Du helt droppe det, gøre det kosmetisk eller skrue op så bilerne lynhurtigt bliver invaliderede og må udgå af løbet.

27

Med hensyn til de andre kørere, så fortæller Dan Greenawalt at den kunstige intelligens, der styrer dem, er programmeret af Microsoft Cambridge til Forza 1(!). Turn 10 har prøvet at udvikle den, men den har på sin vis sit eget liv og man kan nærmest kun guide den i den retning man gerne vil og så se hvordan det går. Det lyder kaotisk (og lidt uhyggeligt), hvis det ellers er rigtigt. Greenawalt forsikrer, i hvert fald, at de enkelte virtuelle modkørere har deres helt egne måder og karaktertræk. Det var selvfølgelig umuligt at teste på den korte tid, men det er forhåbentlig noget der fremstår levende i spillet når man spiller det gennem længere tid.

5


En af de ting der gør spillet mere spiseligt for de fleste er en rewind-knap, som efterhånden er en slags fast standard i mange bil-spil. Det er simpelthen muligt at spole tilbage, når man har lavet en fejl og så køre videre og rette op på det man ikke synes om. Nu skulle man tro at det gør Forza 3 alt for let, men for det første kan du jo lade være med at benytte det. For det andet viser Turn 10s egne bruger-tests at netop denne feature for spillere til at sætte sværhedsgraden op (fordi de jo altid har muligheden for at spole tilbage).

Der er selvfølgelig meget mere i Forza 3 og det er svært at komme ind på blandt andet online-ræs, auktionshuse og storefront, når man ikke har prøvet det.  Men vi ved allerede nu at Forza 2 har en meget veludviklet online og community-del, og det kan kun blive endnu mere omfangsrigt med denne tredje udgave.

3

Afslutningsvis fik jeg lejlighed til at stile Dan et par nærgående spørgsmål. For eksempel vil jeg svært gerne vide, hvorfor det er meget nemmere for mig at køre min egen Opel i det virkelig live, når jeg ofte sender en næsten identisk bil i Forza 3 ind i rækværk og fangsand? Med et glimt i øjet spørger han mig så, om jeg kører med rat eller controller? Og det er selvfølgelig rigtigt at der er forskel, men selv med et rat (og tre skærme!) kommer jeg end ikke forbi det først sving uden at ridse lakken. Så den rigtige forklaring er selvfølgelig at når jeg kører op efter 2 liter sød i det røde vidunder, så kører jeg jo ikke som i et racerløb. Efter Greenawalts opfattelse bruger jeg kun 70 % bilens ydeevne når jeg kører her hjemme, men i spillet bruger jeg alle 100 % og så skal det jo være vildt.

26
Hvordan ser Turn10 så på konkurrenterne og hvad ser de som er spændende hos konkurrenterne (ud over rewind-knappen).  Ifølge Dan Greenawalt er der ikke noget at komme efter, ved siden af Forza 3. ’Vi har sat barren så højt at det er de andre der skal prøve at overgå vores resultater’. Til gengæld kigger Turn 10 interesseret på hvad der laves i andre spilgenrer, f.eks. hvad Blizzard har gjort med auktionshuse i World of Warcraft.

6

Til sidst spørger jeg hvad Turn 10 nu skal lave og hvad fremtiden vil bringe. Og da vi er færdige med de svar der ligger lige til højre benet (ferie, Forza 4 og spille Forza 3, hvilket ikke er så almindeligt når man har brugt så lang tid på at udvikle et spil) nævner Greenawalt at han tror at fremtiden ligger i Project Natal, men bestemt ikke i den form vi så i forbindelse med E3, hvor man leger hjulskift ud i luften, men helt andre måder, som ikke er udformet endnu og hvis de er, kan han desværre ikke røbe dem, på en tilfældig efterårsdag i Stockholm.

Forza 3 ser ud til at være et dejligt udfordrende spil og jeg ser frem til at køre min Opel 100 % fra d. 23. oktober.

Besøg spillets hjemmeside

25

 

Senest opdateret: Lørdag, 15. oktober 2011 09:32